Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Naturalismen i England - XVII. Byron. Den individuelle Lidenskabelighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Byron. Den individuelle Lidenskabelighed
507
Han, der i lige Linje stammer ned fra Rousseau, følte
sig heftigt dragen til alle de i «Naturtilstanden*
levende Folk*). Albaneserne var dengang endnu næsten
saa vilde som deres pelasgiske Forfædre, og Næveret og
Blodhævn gjaldt imellem dem som eneste Retsorden. Det
første Skue af Mænd og Kvinder paa Kysten i de
prægtige Dragter, med høje Filthuer eller Turbaner,
med pragtfuldt sadlede Heste, med Trommehvirvler og
Muezzin-Raab fra Minareterne var, da Solen lige gik
ned og lagde sine Straaler over det Hele, som et Syn
af Tusind og én Nat.
Janina viste sig at være en betydeligere B}T end
Athen. Det var i Nærheden af denne By, at de Rejsende
i en Nat, som Byron har besunget, mistede deres Fører,
og at han ene mellem Bjergene med Udsigten til at
dø af Sult for Øje gav sine Rejsefæller Indtrykket
af Overlegenhed ved det urokkelige Mod, som var hans
mandige Særkende i alle store Farer.
Dagen efter Ankomsten blev Byron indført hos Ali
Pasja, <;den tyrkiske Bonaparte», hvem han trods hans
Grusomhed og Vildhed altid havde beundret. Ali modtog
ham staaende, var yderst venlig, bad ham hilse sin
Moder og sagde, hvad særligt smigrede Byron, at han
paa hans smaa Øren, hvide Hænder og lokkede Haar
kunde kende hans fornemme Fødsel. Besøget hos Ali
har afgivet Motivet til vigtige Optrin i 4de Sang
af Don Juan; Lambro og endnu flere Byronske Figurer
er tegnede efter ham, .som jo iøvrigt senere blev
skildret af Hugo i Les orientales. Ali behandlede
Byron ganske som et forkælet Barn og sendte ham
vel tyve Gange om Dagen Mandler, Frugt, Sorbet og
Sukkergodt.
*) Han har skildret Rousseau i en Stanze,
der synes skrevet om ham selv:
Rousseau, som Sorgens dybe Rune risted i eget Bryst,
som god et Trylleskær om Lidenskaben og fra Smerten
vristed Veltalenhed, til Livet vaagned her, det Liv,
der gav ham Kvaler og Besvær. Afsind endog han gjorde
skont, og tændte en himmelsk Glans om syndig Daad
og Færd med Ord, hvis Solskinsglimt de Øjne blændte,
der, mens de skuecl dem, i hede Taarer brændte.
Childe Harold III, 77.
(Adolf Hansens Oversættelse, en Smule
lempet.) .G. Brandes: Samlede Skrifter. V.
33
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
