Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Naturalismen i England - XX. Byron. Den revolutionære Aand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
538 Naturalismen i
England
skulde have forført saa mange Medlemmer af det ene
Køn og myrdet saa mange Medlemmer af det andet, at
man kunde haabe at stoppe Munden paa alle øvrige
Anekdotsamlere ’ ved Over-bydelsen. De opgav kun
Planen af F’rygt for at Publikum skulde tage Spøgen
for Alvor.
Mangen Samtale mellem Shelley og Byron har da
rimeligvis af let forstaaelige Grunde drejet sig om
Kærlighed mellem Broder og Søster, saameget mere som
det samme golde Spørgsmaal ogsaa sysselsatte den yngre
Digter. Byron opirrede især den Omstændighed, at de
Fromme tog saa stærkt paa Vej i den Anledning, da de
dog selv foredrog som Troesartikel, at Menneskeheden
som nedstammende fra et eneste Par havde formeret sig
gennem Søskendeparring. Derfor betoner han i Kain,
at Kain og Adah er Søskende, og lader Lucifer forklare
Adah, at hendes Elskov til Broderen ikke er Sjnid, men
at den hos Efterkommerne vil være det, hvortil Adah
meget logisk svarer: Hvad er Synd, som ikke er Synd
i sig selv? hvad gør en ydre Omstændighed til Sagen?
Af alle de nu antydede sjælelige Elementer
fremgik Manfred og Kain. Det første af disse
Værker er det mindst betydelige af de to og taaler
visselig ingenlunde den Sammenligning med Goethes
Faust, hvortil det indbyder og som saa tidt er
anstilt. Goethe selv siger, at der kunde holdes en
smuk Forelæsning over den, men den er nu holdt ofte
nok, neppe nogensteds med større Oprindelighed og
Talent end af Taine.
Kun i et enkelt Punkt hæver Manfred sig over
Faust. For Kritikeren angiver Intet en bedre
Værdimaaler for et Værks forskellige Partier end den
Omstændighed, hvad det er, han efter Aars Forløb har
bevaret i sin Erindring af det, og jeg véd med Vished,
at det Eneste, jeg efter i et Aarstid ikke at have
læst Manfred, fandt i min Erindring, var Scenen,
hvor han, som dog dømmer sig selv saa strengt,
i sit Dødsøjeblik, efter at have afvist Abbeden
og hans Trøst, med fast Stolthed og dyb Foragt
viser de onde Aander bort, med hvem han intet har
tilfælles og som han aldrig har givet ringeste Magt
over sig. Modsætningen til Faust, der sælger sig til
Mefistofeles og synker i Knæ for Jordaanden, er her
slaaende. Den engelske Digter har havt et Ideal af
selvstændig Manddom for Øje, hvortil den tyske ikke
har hævet sig, og hans Helt er ligesaa typisk Mand
som Goethes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
