Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Naturalismen i England - XXI. Byron. Komisk og tragisk Virkelighedstroskab
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
558 Naturalismen
i England
aldrig forsvandt af Byrons Sjæl, er allerede, om
end nærmest som «Had mod Herrerne*, levende hos
Lara, og Kærligheden til Grækenlands Befrielse
bryder igennem i Giaaren. som i Belejringen af
Korinth. Mærkværdigt nok endte jo Digteren selv sit
Liv som en Befalingsmand over vilde Mænd i Stil
med dem, han har besunget. Vikingeblodet i hans
Aarer undte ham ikke Ro, før han selv var bleven en
Vikingekonge som hine Normanner, fra hvem han stammede
ned. Og er end alle disse Desperado’er (den frafaldne
Alp, der fører Tyrkerne mod sine egne Landsmænd,
ikke mindre end Lara, der ligger i Krig med sine
egne Standsfæller) indenfra formede Drømmebilleder -
ét virkelighedstro Grundtræk er der dog i alle disse
Skikkelser, det, der bliver det herskende i alle dem,
som slutter sig til dem: den storstilede Lidelses
Virkelighed. Lunet i Beppo er den Form, under hvilken
Naturtroskaben overvælder det Teatralske og Kunstlede
i hans tidligere Værker. Følelsen for den menneskelige
Lidelse, der i Byrons alvorlige Digtning efterhaanden
op-sluger Deltagelsen for alt Andet, er den Form,
i hvilken Følelsen af Livets Virkelighed gennembryder
og tilintetgør det Romantiske hos ham.
Denne Følelse var efter Bruddet med England bleven
mere skærende og sand end nogensinde før. Fangen i
Chillon havde skildret de Kvaler, den ædle Bonnivard
led, seks Aar i Træk bundet til en underjordisk
Pille med en Lænke saa kort, at han ikke kunde lægge
sig ned paa Jorden, medens han saa sine Brødre, der
paa samme Maade var lænkede til de nærmeste Piller,
dø uden at kunne række dem en hjælpende Haand. Nu
fulgte i samme Spor Mazeppa: Ynglingen bunden paa
Ryggen af den vilde Hest, der med dryppende Manke og
rygende Flanke farer gennem Skove og over Stepper,
medens han selv med Kval bag sig og Rædsel foran
sig, bortreven fra sin Elskede fortæres af Tørst,
af Saar og Skam. Hidtil havde Byron især opsøgt det
for Kød og Blod Forfærdeligste; selv hvor Lidelsen
som hos Bonnivard frembød en aandelig Side og Æmnet
gav Anledning til Skildringen af en heltemodig
Personlighed, havde han med Forkærlighed udmalt den
rent legemlige Kval. Nu da hans Følelse vaktes for
Italiens store Martyrer, blev hans Opfattelse af det
Tragiske adlet.
I Dantes Spaadom skildrer han Digterlod i disse Ord:
Mangen En er Poet, der ikke kaldes saaledes; thi hvad
er det at digte?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
