Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Naturalismen i England - XXI. Byron. Komisk og tragisk Virkelighedstroskab
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
562 Naturalismen
i England
ordlydende de Ord, som Biblen lægger i Munden paa
Kain; men Bvron skimtede med Geniets Blik i denne
ene Udtalelse, i denne
*s
J
gammeltestamentlige Lerklump Omridsene af et helt
Menneskes Former, og med et simpelt Tryk af sin Haand
formede han den til Statuetten af den første elskende
Kvinde.
Den anden Skikkelse, i hvem man - og endnu stærkere
- føler den unge Grevindes Paavirkning, det er
den græske Slavinde Myrrha i Sardanapal Af Byrons
historiske Sørgespil er dette det bedste. Med sorgløs
Menneske- og \7erdensforagt har den stolte Sardanapal
hengivet sig til Livsnydelse. Krigsry for-smaar og
ringeagter han, han gider ikke købe et saakaldt
stort Navn for tusind sagesløse Menneskers Blod,
han ønsker ikke som sine Forfædre at tilbedes i
Templerne som en Gud. Hans ligegyldige Højmod gaar
til Uklogskab. Da Sværdet er blevet fra-vristet
den oprørske Ypperstepræst, giver han ham det igen
med de Ord: «Tag dit Sværd tilbage, og vid at jeg
foretrækker dit Krigervæsen for din Præsteværdighed
og forøvrigt ikke holder af nogen af Delene.»
Hans Manddomskraft synes svækket i et Nydelsesliv,
da Myrrha, den græske Pige, hans Yndlingsslavinde,
beslutter at frelse ham; hun beder ham aflægge sin
Ligegyldighed og væbne sig til Forsvar mod sine
Fjender. Hun lider lige saa stærkt under at elske
ham som under at være Slavinde. «Hvorfor elsker jeg
ham? Mit Lands Døtre elsker kun Helte. Dog jeg har
intet Fædreland. Slavinden har mistet Alt undtagen
sine Lænker! Men jeg elsker ham - det er den tungeste
Ring
i den lange Lænke at elske Den, som man ikke kan
agte.....
Og næsten end mere elsker jeg ham, siden jeg ser,
hvorledes hans egne Barbarer hader ham.» Dog da
tilsidst Fjenderne nærmer sig Kongeborgen og da
Sardanapal, efter at have vraget det plumpe Sværd som
for ubekvemt for hans Haand og den tunge Hjælm som
for besværlig for hans Hoved, styrter sig barhovedet
og letbevæbnet ind i Slaget og strider som en Helt, da
triumferer Myrrha som om Skammens Last var væltet fra
hendes Bryst: «Det er ingen Skam, nej ingen Skam at
have elsket ham. .... Herakles var vanæret, da han bar
Omfales Kvindedragt og Ten - men han, der paa én Gang
springer op som Herakles, han der i blødagtig Yppighed
modnedes til Mand og som fra Gæstebudet styrter sig
ind i Slaget som var Valpladsen et Elskovs-leje - han
fortjener vel en græsk Pige til Elskerinde, en græsk
Skjald til Sanger og en græsk Grav til Mindesmærke»
- pro-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
