Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det unge Tyskland - XVIII. Partitagen i Poesien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Partitagen i Poesien
509
De vilde trampe omkring paa den med Fødderne, bore Søm
ind i dens Skæl, og var det ikke nok, fyre hundrede
Bøssekugler af paa den. De vilde beregne, at de
ni og halvfems dog gik ganske tilspilde, og at den
Hundrededel, der blev tilbage, netop vilde frembringe
den blide og beskedne Virkning, som De tilsigtede
med Deres Magnetiseren. Det er det, jeg har gjort*
(Brev fra Paris af 14. Dec. 1831.)
Man ser, hvorledes hos Horne de stærke Ord om tysk
Underdanighed og Dorskhed blot er negtende Udtryk
for Fædrelandskærligheden. Patriotismen ytrer sig
hos ham i Reglen kun dulgt, men den bryder sig Vej
gennem hans vemodige Spot som gennem de begejstrede
Opraab hos Andre.
Og hvad nu Heine angaar, da havde Borne vel Ret imod
ham, forsaavidt som Poetens smidige Temperament gjorde
ham den enstonende Kamp for en politisk Overbevisning
vanskelig, og Ret forsaavidt Heine led under den
Dobbelthed og Uklarhed, vi har paavist hos ham, at
føle sig paa én Gang som folkelig Oprørsmand og som
Dyrker af Adelsmennesker; men naar Heine undlod at
slutte sig til noget forhaandenværende politisk eller
religiøst Parti, saa var det dog mest Vidnesbyrd
om Finheden af hans Aandsudvikling. Hans Skemt i
Atta Troll med Oppositionens prækende Kleresi er
henrivende og fuldt berettiget. Den vidner kun om,
at han afskyede Dogmatismen i alle dens Former.
Derfor har Borne Uret i sin Antagelse, at Heine
som Mand har fornegtet sit Parti i dette Ords store,
omfattende Forstand, den Grundsum af Ideer, for hvilke
han har stridt. Det har han end ikke gjort, da han paa
sit otteaarige Dødsleje med Møje aabnede sine stakkels
lammede Øjenlaag for at søge Gud i den Himmel, hvis
Tomhed han selv med Vemod og Trods havde skildret.
Og ikke mindre end Borne var Heine Patriot. Enhver
Kender af Heine’s Skrifter husker vistnok det skønne
Sted i Slutningen nf Reisebilleder, hvor han fortæller
Krøniken om Kejser Maximilian, der sad fangen i Tyrol,
glemt af sine Riddere og Hofmænd, da Fængselsdøren
aabnede sig og en tilhyllet Mand traadte ind, i hvem
Kejseren genkendte Kunz von der Rosen, sin trofaste
Hofnar.
Jeg finder det ikke blot aandrigt, men sandt,
naar Heine
siger: «0 tyske Fædreland! dyrebare tyske
Folk! Jeg er din
33*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
