Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det unge Tyskland - XXVIII. Den revolutionære Poesi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den revolutionære Poesi
649
som ikke oplevede Martsrevolutionen. Det er Friedrich
von Sallet, en ung tysk Officer, selvoplært, der
med Held stræbte at opnaa en grundig og omfattende
Dannelse, en Karakter, i hvis Fasthed der hverken
fandtes Brud eller Sprække. Han forener Tidsalderens
hele Dybsind med dens vidtgaaende og lidenskabelige
Frisind. Da han 1831 fik sin Afsked som Militær,
levede han fra da af kun for Literaturen.
Mest bekendt af Sallet er hans Laien-Evangeliam
blevet, en Slags Opbyggelsesbog for Fritænkere, en
Digtsamling, i hvilken han gengiver og omfortolker de
enkelte Begivenheder i Evangelierne sindbilledligt
i Aarhundredets Aand. Han begynder hvert Digt med
en Fortælling eller en Lære af Skriften og søger
saa at fremstille den evige, blivende Kærne i den,
medens han kaster de historiske eller mytiske Skaller
bort. Omtrent som i Oehlenschlagers Aarets Evangelium
er Fortolkningen lidt haartrukken; i Modsætning til
dette Digt er Bogen helt igennem skreven i samme
Versemaal, hvad unegteligt afstedkommer en vis
Enstonighed. Den minder ved sin Form om et noget
ældre Værk, Leopold Schefers Laien-Brevier; men der
er ikke ringe Forskel paa Schefers bløde Tilfredshed
med Verdensaltets guddommelige Indretning og Sallets
utaalmodige Drift til Indgreb i Historiens Gang. Bogen
kan ogsaa svagt erindre om Ruckerts Bramanernes
Visdom, kun at Sallets var en Visdom, som var
fuld af flammende Vrede over Løgn og Aandløshed,
ingen fredelig Samling af gyldne Leveregler som
Ruckerts. Sallet sammenligner i Ind-ledningsdigtet
sine Forgængere i østerlandsk Digtning med de Østens
Konger, der bød Lystanken Virak, Guld og Myrrha, men
saa sank tilbage i deres orientalske Drømmeliv. Nu
vil, siger han, Tanken vække Østens og Vestens
Folk paany. Heri ligger, at han i sin Iver for i
vesterlandsk Aand at tale sine Idealers Sag har
været ligegyldig for Farvegivningen, og det Skær,
hvorpaa hans Digterværk strander, er da ogsaa dette:
en altfor ligefrem udtalt Belæring.
Langt værdifuldere er Samlingen af Sallets Poesier
Gedichtey i hvilken atter den politiske Afdeling har
Forrangen.
Han skildrer den sovende Kæmpe. Paa hans Hoved og
Bryst tumler sig dværgagtige Tosser. De sætter
sig paa deres Stole i hans aabne Mund og siger
hinanden Artigheder; spiser til Middag paa hans Mave;
forsikrer, det er hans Pligt at sove; hvis han ikke
gør det, vil de straffe ham med Naalestik. De
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
