Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Ernest Renan (1823–1892)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ernest Renan
27
I disse Forelæsninger oversaves ikke blot det, andre
Mennesker anser for givet, men ogsaa nu og da det,
den Talende selv bekræfter.
_Jkke......sjældent ^ Jtaler_^Renan J _
eget.........Navn......"som...........en oprigtigt
Troende. I Slutningen af sine Filosofiske
Dialoger har han en
gtimmt^mm&w-f.’,,-. ~ ..-. ...
*.-’
MK5«^;iSMrttap^^........*’"–.......
AjarajLbelse^ «0 himmelske Fader! osv.» som er baade
smuk og følt. Andensteds forsvarer han med Varme
Brugen af Ordet Gud, et Ord han tit anvender med
Inderlighed, ikke desmindre saaledes at man ikke er
ret sikker paa om dette er et Forsvar. (Smlgn. ovenfor
Saml Skr. V 543).
Eller man tage Prospero’s (Renans) Ord til Gotskalk i
Ung-domskilden. Gotskalk har talt til ham om Massernes
sædelige Forbedring.
Han svarer: «Hvor kan man i den Alder, hvori vi to
er, tale om Saadanne Barnagtigheder! Hvis vi ikke er
ude over Selvskuffelserne nu, naar vil vi da komme
ud over dem? min Kære? Hvor er det muligt, at du
ikke har indset Forfængeligheden af alt dette? Vi
to har ført et strengt Ungdomsliv, fordi vi havde en
Gerning at gøre. Ærligt talt, naar vi ser, hvor lidt
det har indbragt os, kan vi saa tilraade de Andre,
der ikke formaar at udrette nogen Gerning, de samme
Leveregler?*
Der ligger under disse Ord et Dyb af Tvivlsaand. Den
Tanke, at Forsagelse i sig selv er en gavnlig Ting,
kommer end ikke op. Den Tanke, at Alle har en Gerning
at gøre, er paa Forhaand afvist. Man sammenligne den
Ibsen’ske Folkefjendes Kulsviertro paa Muligheden af
Mossernes Moralisering.
Og denne Tvivlsaand har til Udtryk en Ironi, der ikke
blot er en Meddelelsesform, et Minespil, en sproglig
Virtuositet, men som gaar til Marven, fordi den er
gaaet til den Talendes egen Marv. D?r» troskyldige
Læser finder hos ham lutter Selvmodsigelser. Hans
Gud er snart personlig, snart upersonlig. Eller med
denne Vending: Gud er allerede god; han er endnu ikke
almægtig, men han bliver det nok engang. - Undertiden
drømmer Renan om personlig Udødelighed; glemmer
imidlertid ikke den Tilføjelse, at Udødeligheden ikke
er en Følge af den menneskelige Natur, men maaske
en Gave, som det evige Væsen, naar det er blevet
almægtigt, forbeholder dem, der har fremhjulpet
dets Udvikling. Ofte taler han med Alvor om det
menneskelige Fremskridt; undertiden igen gør han
grusomt Nar deraf. Aldrig har Nogen
3*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
