Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Første Afdeling. Lassalle før Agitationen. - VI. Den erhvervede Ret. Tilbagevirkningens Teori
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
430 Ferdinand
Lassalle
juridiske Afgørelse, gør samme Gud sig, uden
at have en Anelse derom, skyldig i en utvivlsom
Tilbagevirkning i Civilsager. Men derfor var han
ogsaa en østerlandsk Gud, der endnu ikke havde lært
romersk Ret og ligesaa lidt var opdraget med græsk
Dannelse og Kunst, det vil sige, Gud for et -Folk,
hvem Aandens \7æsen hverken var blevet klart bevidst
i Retspersonligheden (som i Rom) eller i den skønne
Menneskelighed (som i Grækenland). Lassalles logiske
Udgangspunkt er da egenlig den Tanke, han alt som
Yngling udtalte i sin første Retstale (Assisenredé),
nemlig den, at Loven er Udtrykket for det hele Folks
Retsbevidsthed og al lovlig Ret kun en Bestemmelse,
som denne Almen-aand, der uophørligt forandrer sig,
engang har truffet, saa at enhver ny Bestemmelse,
der udstrømmer fra denne Aand, ufortøvet griber
Individet med samme Ret, hvormed det blev grebet
af den tidligere. Fast kan da for Individet kun
det være, som det én Gang paa retmæssig Maade
har afledet af denne Strøm ved sin egen Vilje og
Handling, altsaa hvad det har gjort til sit. Der
lader sig ikke af den Enkelte slaa nogen Pløk i
Retsgrunden, i Kraft af hvilken han kunde erklære
sig for Selvherre gennem alle Tider og trods alle
fremtidige eller forebyggende Love. Udførelsen
af denne Grundtanke gennem det hele Retsomraade
optager første Bind af Værket. Fremstillingen er
klar og skarp til det yderste, men næsten aldrig
angribende. Kun med Stahl, den bekendte romantiske
Reaktionære, har Lassalle en alvorlig Dyst. Han viser,
hvorledes dennes Lærdomme fører til at lovprise
den hele bestaaende Samfundsorden som urørlig og
hellig, idet denne efter Stahl’s Lære med alle af
den flydende Rettigheder skal danne den Enkeltes
erhvervede Ret. Ingen Tid, ud-raaber Stahl, er kaldet
til at holde Dom over Fortiden og anerkende eller
tilintetgøre de Rettigheder, der stammer fra den,
alt efter sin Dom om, hvorvidt de er passende eller
ej. - Visselig, svarer Lassalle, men netop fordi
enhver Tid er Selvhersker, staar ingen Tid under en
anden Tids Herredømme og er ingen forpligtet til
at lade hvad der strider mod dens Retsbevidsthed,
beholde sin Virkekraft i den, eller til at lade
det, der for den staar som Uret, virke som Ret. Med
sædvanlig Skarpsindighed griber han saa Stahl i nogle
Selvmodsigelser og kan ikke negte sig den Fornøjelse
hos sin Modstander at fremhæve «det uundgaaelige
jakobinske Pust, som Enhver, der nær-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
