Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Friedrich Nietzsche (1844–1900)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
616 Friedrich
Nietzsche
som er et Gode for Samfundet, men skadeligt for den
Enkelte. Og Næsten, som vil elskes uegennyttigt, er
ikke selv uegennyttig. Det er Grundmodsigelsen i denne
Pligtlære, at den kræver og anbefaler en Forsagen af
Jeget, som finder Sted til Bedste for et andet Jeg.
Det Væsenlige og Uvurderlige ved al Moral er for
Nietzsche fra først af blot dette, at den er en
langvarig Tvang. Som Sproget vinder Styrke og
Frihed ved Versemaalets Tvang, som Alt hvad der
findes af Frihed og Finhed i bildende Kunst, Musik,
Dans osv. er blevet til i Kraft af vilkaarlige Love,
saaledes naaer ogsaa Menneskenaturen kun under Tvang
sin Udvikling. Der gøres ikke derved Vold paa Naturen;
det er selve Naturen.
Det Væsenlige er, at der lydes, længe og i én
Retning. Du skal adlyde, En eller Anden, Et eller
Andet, og længe - ellers gaar du til Grunde, dette
synes at være Naturens Pligtbud, der ganske vist ikke
er ubetinget (som Kant mente), ikke heller vender
sig til de Enkelte (Naturen bryder sig ikke om de
Enkelte), men som synes henvendt til Folkeslag,
Stænder, Tidsaldre, Racer, ja til Menneskeheden. Al
den Pligtlære derimod, som henvender sig til
den enkelte Person til dens eget Bedste, for dens
Velfærds Skyld, bliver for denne Grundsynsmaade ikke
andet end Husraad og Klogskabsregler, Opskrifter mod
Lidenskaber, der kunde ville slaa sig løs, og al denne
Moral er i sin Form urimelig, fordi den henvender
sig til Alle og almindeliggør hvad der ikke lader sig
almindeliggøre. Kant gav med sit ubetingede Pligtbud
en Rettesnor. Men denne Rettesnor er bristet i vore
Hænder. Det nytter ikke at sige til os: Handl som
Andre i dette Tilfælde burde handle! Thi vi véd, at
der ikke gives eller kan gives ens Handlinger, men at
enhver Handling er enestaaende i sin Art, saa at alle
Forskrifter kun gaar paa Handlingens grove Ydersider.
Men Samvittighedens Stemme og Dom? Vanskeligheden er,
at vi har en Samvittighed bag vor Samvittighed, en
intellektuel bag den moralske. Vi indser, at N. N.s
Samvittigheds Dom har en Forhistorie i hans Drifter,
hans oprindelige Samhu eller Afsky, hans Erfaringer
eller Mangel paa Erfaring. Vi indser ret vel, at
vore Meninger om det Ædle og Gode, vore moralske
Værd-sættelser er kraftige Løftestænger, naar det
gælder Handling, men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
