Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Friedrich Nietzsche (1844–1900)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Friedrich Nietzsche
615
er her forsaavidt vanskeliggjort, som Nietzsche
tænker i Strøtanker, forsaavidt mindre brydsomt,
som han gerne giver enhver Tanke det Højtryk, der
meddeler den et forbløffende Udseende.
Den engelske Velfærdsmoral har ikke slaaet an
i. Tyskland; af de nulevende mere fremragende Tænkere,
er Eugen Duhring dens Hoved-Talsmand; til Englænderne
slutter sig desuden Friedrich Paulsen. Eduard von
Hartmann har forsøgt at godtgøre Umuligheden af paa
én Gang at arbejde for Kulturfremskridtet og for
Lykken. Nietzsche finder nye Vanskeligheder ved en
Undersøgelse af Lykkens Begreb. Velfærdsmoralens
Maal er at skaffe Menneskene saa megen Lyst og
saa liden Ulyst som muligt. Men hvad nu, ifald
Lyst og Smerte er saaledes sammenknyttede, at den,
der vil have saa megen Lyst som muligt, maa tage en
tilsvarende Sum af Kvaler med i Købet? Det hedder
i Glårchens Sang: Himmelhøjt jublende, dødsens
bedrøvet. Hvem véd, om det Sidste ikke er Betingelse
for det Første? Stoikerne troede det, og krævede,
da de vilde undgaa Kval, saa ringe Lyst som muligt
af Livet. Bimeligvis maa man heller ikke i vore Dage
love Menneskene stærke Glæder, ifald man vil sikre
dem mod store Lidelser.
Man ser, at Nietzsche spiller Spørgsmaalet over paa
det højeste aandelige Omraade uden Hensyn til, at den
laveste og mest udbredte Ulykke som Sult, legemlig
Forkommenhed, over-anstrengende og nedbrydende
Arbejde intet Vederlag yder i heftige Glæder. Selv
om al Nydelse købes dyrt, er det dermed ikke givet,
at al Kval afbrydes og opvejes af heftig Nyden.
I Overensstemmelse med sin aristokratiske Aandsretning
angriber han dernæst den Benthamske Sætning:
saa stor Lykke som muligt for det størst mulige
Antal! Idealet var jo egenlig at skabe alle Menneskers
Lykke. Da dette er ugørligt, formes Grundsætningen som
anført. Men hvorfor Lykke for det største Antal? Man
kunde tænke sig: for de Bedste, de Ædleste, de mest
Geniale, og man maa have Lov til at spørge, om jævn
Velstand og jævnt Velvære er at foretrække for den
Ulighed i Kaar, hvis Braad tvinger Kulturen til
stadigt at stige.
Saa læres der Uselviskhed. At være moralsk er at være
uselvisk. Det er godt at være det, siges der. Men
hvad vil det sige: godt? Godt for hvem? Ikke for
den Opofrende selv, men for Næsten. Den, der priser
Uselviskhedens Dyd, priser Noget,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
