Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Første Del - VIII. Christopher Marlowe og hans Livsværk. — Titus Andronicus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
34 William
Shakespeare
Tancred and Gismunda (det første er digtet af to,
det andet af fem Digtere i Fællesskab), kun at
disse i Stykkernes Bygning, Brugen af Monologer
og Kor ligefrem efterligner Seneca, medens den
selvstændige Marlove alene udviser en sproglig og
stoflig Paavirkning.
Hos ham begynder de to Strømme at flyde sammen, som
udspringer fra Middelalderens bibelske og den senere
Tids allegoriske Folkeskuespil paa den ene Side og
Oldtidens latinske Skuespil paa den anden. Dog at han
ganske mangler den komiske Aare, som ikke savnes i de
ældste engelske Efterligninger af Plautus og Terents,
der allerede ved Aarhundredets Midte (Ralf Roister
Doister, den stortalende Soldat) eller i Midten af
Treserne (Mutter Gurtons Stoppenaal) opførtes af
Elever i Eton eller Studenter i Cambridge.
Kit Marlowe er Nyskaberen af det engelske
Sørgespil. Hans Betydning for Diktionen er givet
dermed, at det er ham, som første Gang paa en offenlig
Scene anvender den urimede femfodede Jambe som det
engelske Dramas Organ. Før ham var vel allerede det
engelske Blankvers skabt - Lord Surrey (f 1547) havde
anvendt det i sin Oversættelse af Æneiden - ogsaa paa
Teatret var det hørt i det gamle Skuespil Gorbodac
og andre, som blev opførte ved Hoffet. Men Marlove
var den første, som i dette Versemaal henvendte sig
til den store Befolkning, og han gjorde det, som
det af Prologen til Tamburlaine ses, med udtrykkelig
Ringeagt for «de vittige Rimsmedes Manerer» og for
«de Ordspil, hvorpaa Plumpheden sætter Pris», han
attraaede en tragisk Patos, søgte «højt tonende,
forbavsende Udtryk* for Tamburlaine’s Vrede.
Tidligere var i Dramet meget lange, syvfodede Vers,
der rimede parvis, almindelige, og naturligvis
lagde disse regelrette Rim Baand paa Skuespillenes
dramatiske Liv. Shakespeare synes ikke fra først af
at have vurderet Marlowe’s Reform eller ret at have
forstaaet, hvad denne Vragen af Rimet i dramatisk Stil
vilde sige. Efterhaanden indser han det tilfulde. I et
af hans første Arbejder Elskovs Gækkeri er der næsten
dobbelt saa mange rimede Vers som urimede, over tusind
i Alt; i hans sidste Arbejder er Rimene forsvundne. I
Vinteræventyret er der ingen Rim, i Stormen to.
I Overensstemmelse hermed føler Shakespeare sig i
sine første Skuespil (omtrent som senere Victor Hugo
i sine første
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
