Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Første Del - XVII. Shakespeare vender sig til det historiske Skuespil. Hans Richard II og Marlowe's Edward II. Mangel paa Humor og paa stilistisk Vilje. Engelsk Nationalstolthed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
142 William
Shakespeare
O kunde med mit Liv den Skændsel svinde, hvor lykkelig
var da min Dødsstund nu!
Dette er visselig den unge Løves Brøl, Shakespeare’s
egen Tone I hans Patos.
Dog det er paa Udførelsen af Hovedpersonens Karakter,
at Digteren har samlet sin Kraft, og det er lykkedes
ham at give et rigt, mangesidigt Billede af den
sorte Prins’s vanslægtede, men interessante Søn. Som
Hovedperson i en Tragedie har Richard imidlertid
nøjagtigt den samme Grundmangel som Marlowe’s
Edward. Han viser sig i Stykkets første Halvdel saa
frastødende for Tilskueren, at han ikke ved sin senere
Holdning formaar at udslette Indtrykket. Richard
har ikke blot, før Skuespillets Handling begynder,
begaaet saa tankeløse og politisk uforsvarlige Ting,
at han har stemplet sig som udygtig til at raade for
den Magt, hvormed han sidder inde, men han optræder
overfor den døende Gaunt med en Raahed og efter
hans Ud-aanden med en Rovbegærlighed af saa lav og
foragtelig en Art, at han ikke mere, som han gør,
kan paåberaabe sig Retten. Visselig er den Ret, som
hvis Repræsentant han føler sig, en anden end den
almindelige jordiske, han har ladet haant om. Han er
dogmatisk, religiøst, forvisset om sin Ukrænkelighed
som Konge af Guds Naade. Men da denne Forvisning
aldrig i hans Velmagtsti d hos ham har medfødt nogen
Forestilling om Pligter mod den Krone, han bærer,
har den ikke den Evne til at gribe Læseren, som var
ønskelig for Stykkets Helhedsvirkning.
Man sporer Begynderen i den Maade, hvorpaa Shakespeare
her lader Begivenheder og Personer tale for sig
selv uden Forsøg paa at rykke dem ind under et
Hovedsynspunkt. Han skjuler sig altfor afgjort bag
sit Værk. Som der ikke findes et Glimt af Humor i
Stykket, saaledes overhovedet ikke nogen oversvævende,
retledende, stilistisk Vilje.
Det er først fra det Øjeblik af, da det begynder
at gaa tilbage med Richards Magt, at han bliver
interessant som sjælelig Foreteelse. Han er
efter svage Menneskers Vis afvekslende forsagt og
overmodig. Højst betegnende svarer han etsteds paa
Opfordringen til at nedlægge Kronen: Ja - Nej, Nej -
Ja. Netop dette er hans Væsen. Men i Ulykken aabner
der sig i ham, stærkt digterisk som han var anlagt,
en Grubleriets Aare. Han viser sig stundom dybsindig
indtil Spidsfindighed, stundom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
