Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Første Del - XIX. Shakespeare mister sin Søn. Spor af Sorg over dette Dødsfald i Kong Johan. Det gamle Skuespil af samme Navn. Flytningen af dets Tyngdepunkt. Fjernelse af Angreb paa det katolske Væsen. Bevarelse af det natonale Grundpræg. Patriotisk Stemning. Shakespeare er ubekendt med Modsætningen mellem Normanner og Angelsaksere og nævner ikke Magna Charta
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Shakespeare
173
Stærkt maa Tidssmagen have trykket paa Shakespeares
Aand for at han ikke selv har følt disse Aandrighedcrs
Umulighed paa Læberne af et Barn, der i Dødsangst
trygler om at maatte beholde sine Øjne.
Hvad den moralske Grundanskuelse angaar, er der ingen
væsenlig Forskel paa det gamle og det Shakespeareske
Drama om Kong Johan. Kongens Nederlag og kvalfulde
Død er i begge Straffen for hvad han har forbrudt. Der
har kun, som allerede bemærket, fundet en Forrykkelse
af Tyngdepunktet Sted. I det gamle Drama siger den
døende Johan med stammende Tunge udtrykkeligt, at fra
det Øjeblik af, da han overgav sig til den romerske
Præst, har han ikke mere havt nogen Velsignelse
paa Jorden; thi Pavens Forbandelse er Velsignelse,
men Den, han signer, er forbandet. Hos Shakespeare
er Eftertrykket ikke lagt paa Kongens Svaghed i
den religiøst-politiske Kamp men paa Uretten mod
Arthur. Bastarden udtaler Stykkets Grundtanke, naar
han siger (IVs):
Fra dette lille Lig af Kongehøjhed foer dette Riges
Liv og Ret og Troskab til Himlen op.
Ogsaa i politisk Henseende staar Shakespeare paa
samme Grund som det gamle Stykkes Forfatter, og som
alle Samtidens, kan man tilføje.
De vigtigste Modsætninger og Begivenheder i den
Tidsalder, han vil fremstille, eksisterer ikke for
ham. Han opfatter naivt de første Herskere af Huset
Plantagenet og overhovedet de normanniske Fyrster som
engelske Nationalhelte og har øjensynligt ingen Anelse
om den dybe Kløft mellem Normanner og Angelsakser,
der betegner Tiden og som først under Johan begyndte
at udslettes, idet de to fjendtlige Stammer, ligeligt
forpinte af Kongens Tyranni, smeltede sammen til
ét Folk. Shakespeare skulde blot have vidst, at
hans Richard Løvehjertes Yndlings-form el, naar han
vilde benegte Noget, var denne: < Holder I mig for en
Englænder?* og hans (som hans Normanners) Yndlingsed
denne: «Gid jeg maa blive en Englænder, ifald ...»
Ikke med en Vending, ikke med en Stavelse berøres
da heller i hans Drama den Begivenhed, der for alle
senere Tider staar som Hovedbegivenheden under Johan,
Tilvristelsen af Magna Charta. Det beror for det
første øjensynligt derpaa, at Shake-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
