Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Første Del - XXI. Købmanden. Kilderne. Karaktererne, Antonio, Portia, Shylock, Maaneskin og Musik. Shakespeares Stilling til Musiken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
198 William
Shakespeare
Bogstaveligt er det jo ikke ment fra Digterens
Side. Men man agte paa, hvem der hos Shakespeare er
umusikalsk. Her Shylock, som afskyer «den krumhalsede
Sækkepibes stygge Hvin», dernæst Hotspur som er
altfor heroisk-uciviliseret, Benedict, som i sin
Stædighed er altfor lidet kvindekær, Cassius, som
er altfor fanatisk politisk, Othello som er altfor
afrikansk barbarisk, endelig Væsener som Caliban,
der dog overvældes af Musiken som af en Trolddom.
Musikalske derimod er alle de blødere Væsener. I
Henrik IV’s første Del (III i) Mortimer og hans
Waliserinde, der jo ikke kan forstaa hinandens Sprog:
Jeg vil ej hvile førend jeg faar lært dit Tungemaal,
thi paa din Læbe lyder Walisisk yndigt som de fagre
Sange, en dejlig Dronning synger ved sin Lut til søde
Toner i sin Rosengaard.
Musikalske er de rørende unge Kvinder Ofelia og
Desdemona og Skikkelser som Jacques i Som Jer behager
og som Hertugen og Viola i Hvad I vil. Dette sidste
Skuespil er endog helt og holdent gennemtrukket
med Musik. Lidenskaben for Tonernes Sprog anslaar i
Stykkets første Replik sin første Akkord:
Hvis Elskov næres af Musik, saa spil! Bliv ved til
Overmaal, indtil min Lyst hensygner overmæt og dør. -
Igen den Melodi! den dør saa sagte hen; den naaer
mit Øre som en Søndenvind, der aander sagte paa et
Bed Violer og stjæler Duft og skænker Duft. -
Her kommer ogsaa Shakespeares Kærlighed til
Folkevisens Toner til Udbrud, naar han lader Hertugen
sige (II4):
Nu min Gesario, den lille Sang, den gamle Vise. som
igaar vi hørte. Den lindrede mit Hjerte, tyktes mig,
mer end de flygtige, kunstsnoede Triller fra denne
rappe, hovedsvimle Tid.
Saa fuld af Trang til Musik og Drift til Musik, som
Hertugen her eller som Lorenzo i Købmandens Slutning
har Shakespeare
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
