Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Første Del - XXII. Edward III og Arden of Feversham. Shakespeares Diktion Første Del af Henrik IV. Indfører for første Gang sine egne Livserfaringer i det historiske Drama. Hvorfor Stoffet har tiltalt ham. Værtshuslivet. Shakespeares Kres. John Falstaff. Falstaff og Gracioso i de spanske Skuespil. Rabelais og Shakespeare. Panurge og Falstaff
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
214 William
Shakespeare
meget kendeligt, at Shakespeare, der i Første Del af
Henrik IV holder Falstaff som rent komisk Figur og
forflygtiger det Lave og Smudsige, som klæber ved hans
Natur, i Latterens Æter, jo længere han tumler med
denne Skikkelse og jo mere det kommer til at gælde om
at vise Prinsens sædelige Kraft i Modsætning til hans
tidligere, slette Omgivelsers U værdighed, bringes
til at lade Falstaff synke. I Anden Del bliver hans
Vittighed plumpere, hans Færd uforsvarligere, hans
Cynisme mindre genial, hans Forhold til Kroværtinden,
hvem han narrer og plyndrer, ret uværdigt. Han. der
i Skuespillets første Del glædede sig ved sig selv,
sit Velbefindende, sin Lystighed, sine Stratenrøven er
og Løgne næsten uden Hensigter, bliver efterhaanden8
mere og mere betænkt paa at drage Fordel af Prinsen,
ligesom han bestandig ses i daarligere og daarligere
Selskab. Der skal efter den hele Plan nemlig komme
det Øjeblik, hvor Prinsen, som har arvet Tronen og
føler sit Ansvar, sætter sit alvorlige Ansigt op og
lader Revselsens Torden rulle.
Men her i første Del er Falstaff endnu en Halvgud i
Aandsoverlegenhed og ren Komik. Med denne Skikkelse
vandt den folkelige Skuespildigtning, hvis bedste
Mand Shakespeare var, sin første afgørende Sejr over
den lærde, der gik i Senecas Spor. Man hører formelig
Parterrets og Galleriets Jubel bruse om hans Repliker
som Søer om Baade. Det var det gamle Udkast til
Parolles fra Love’s labour’s won (se ovenfor S. 59),
som her havde faaet en Overflod af Kød og Blod. Her
var Meget for den menige Mand, saa tyk som Falstaff
er - han, der ikke kan huske, hvor længe det er siden
han har set sine Knæer - tyk og dog saa rørig; og saa
gammel som Falstaff er, gammel og dog saa ungdommelig
i alle sine Lyster og Laster; men der var langt Mere
for den finere dannede Tilskuer at nyde i denne
Parere- og Slagfærdighed, der altid finder Udvej,
aldrig forstummer eller giver tabt. Ja her var noget
for alle Tilskuere i dette Kødbjerg, som bugner af
Vid, i denne Heros uden Samvittighed og Skam, i denne
Røver, Kryster og Løgner, hvis Opfindsomhed er rent ud
digterisk, Munehhausensk, i denne Cyniker med en Pande
af Jern og en Tunge saa smidig som en Toledoklinge -
hans Tale er som Bellmans efter ham:
en Gudedans paa l Gudebjerget danset
med Faun og Gratie og Sangmø paa én Gang.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
