Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Første Del - XXIII. Henrik Percy. Karaktertegningens Mesterskab. Hedspore og Achilles
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
222 William
Shakespeare
sat, fordi denne ikke har holdt sine Løfter. Bedækket
med Hæder, bestandig mere umættelig efter Kriger-Ære
er han stolt formedelst sin Uafhængighed og
sanddru af Stolthed.. Skikkelsen er underfuld,
som den af Shakespeare er hensat, stammende,
adspredt, fremfusende, vittig, snart jævn, snart
stortalende. Panseret rasler om ham, Sporen klirrer
paa* hans Fod, Viddet sprudler fra hans Læber, mens
han gaar og staar der i en gylden Sky af sit Ry.
Shakespeare er gaaet ud paa at fremstille den
nationale Type i ham, saa selvegen han end er. Fra
Isse til Fod er Hedspore Engelskmand. Han forener
i sig den nationale Heftighed og Djærvhed med
sund Forstand; han er engelsk i sit ugalante,
men hjertelige Forhold til sin Hustru, i sin
Ridderligheds Form, der er nordisk, ikke romansk,
i sin vikingeagtige Lyst til Kampen for Kampens og
Ærens egen Skyld uden sværmerisk Hensyn til nogen
Dames Bifald.
Dog især har Shakespeare i ham villet fremstille en
Hovedtype af Mandighed. Han er saa dybt, saa ganske
en Mand, at han i den nyere Poesi er det eneste
Modstykke til Achilles i den græske. Achilles er
Oldtidens, Henrik Percy Middelalderens Helt, Begges
Ærgerrighed er rent personlig og hensynsløs overfor
det almindelige Vei. Iøvrigt er de lige herlige og
helte-modige. Det Eneste, der mangler Hedspore i
Sammenligning med den græske Halvgud, er den frie
Naturlighed. Hans Sjæl er bleven indsnævret og hærdet
ved at spændes i Lenstidens Harnisk. Med alt det, at
han er en Heros, er han tillige en Soldat, forpligtet
og vænnet til at være altfor modig, nødsaget og
indskrænket til at gaa op i Fejde og Orlog. Han
kan ikke græde som Achilles, og han vilde skamme sig
derover, ifald han kunde. Han kan ikke spille paa Lyre
som Achilles, og han vilde ikke kende sig selv igen,
ifald han blev tvungen til den Tilstaaede, at Musiken
dog lød skønnere i hans Øren end Hundeglam og Kattenes
Mjav*). Han opvejer disse Mangler ved sin Karakters
*) Men Achilles sig satte
Grædende hen, fra Kæmperne fjernt, ved det graadige
Havdyb.
Illaden, I, 348.
Men da de saa havde naat Myrmidonernes Skibe og
Telte,
Traf de ham, just som han. fryded sit Sind ved
den klingende
Lyre .... Hjertet med den han forlysted og sang om
Heltebedrifter.
Illaden, IX 185.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
