Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Første Del - XXIII. Henrik Percy. Karaktertegningens Mesterskab. Hedspore og Achilles
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Shakespeare
223
ubøjelige, rastløse Energi, ved sin mandige
Sjæls Foretagelses-drift, ved sin kærnesunde,
fuldtberettigede Stolthed. Det er disse Egenskaber,
som gør, at han, uden at blues for Sammenligningen,
kan træde i Skranken med en Halvgud.
Saa dybe Rødder har Hedspores Karakter. Sær i sin
Fremtræden, er den typisk i sin Grund. Lenstidens
ubændige og voldsomme Adelsaand, den engelske Stammes
hensynsløse og foretagende Handlekraft, Mandsnaturen
selv i dens strenge Ægthed, alle disse uhyre, dybt til
Grund liggende, en hel Tid, et helt Folk og den halve
Menneskenatur bestemmende uendelige Kræfter rører
sig i denne Karakter. Udformet indtil det uendeligt
Smaa, som Sansningen sammenfatter, indeholder den
det uendeligt Store, hvori Tanken udmunder, naar den
søger et historisk Tidehvervs Aarsager og Ideal.
Med alt dette er Henrik Percy jo ingenlunde Helten
i Dramet: Han er kun den Personlighed, der som
Konstrast er stillet overfor Heltens, den unge Prinses
fordringsløse Væsen, frie Legen med sin Værdighed,
sorgløse Ringeagt for al ydre Ære, alt Pral og
Skin. Hvert Ærens Blad, hedder det betegnende,
som grønnes om Hedspores Hjelm, plukker Henrik af
Wales til en Krans om sit Hoved. Paa Henrik Percy’s
Spørgsmaal om hvor den forrykte Prins af Wales og
hans Staldbrødre er, viser det sig, hvilke Farver
Shakespeare har holdt tilbage til Skildringen af sin
sande Helt. Endog en Fjende af Prinsen udmaler hans
Hærtog saaledes (IVi):
I Harnisk alle, klædt i Vaaben alle, fjerbrusende som
Strudser i en Blæst, som Ørne, der sig ryster efter
Badet, guldsmykkede som Helgenbilleder, saa frejdig
kække som den friske Maj og straalende som Solen i
Skærsommer, kaade som Kid, som unge Tyre vilde. Ung
Henrik saa jeg med sin Hjelmhat paa, med Brynjehoser,
stoltelig udrustet. Fra Jorden som den vingede Merkur
saa let behændig svang han sig i Sadlen,
i>aa græsk-musikalsk er den, der svarer den døende
Hektor:
Ej ved mit Knæ besværg mig, du Hund! og ej ved
Forældre! Vid, i min fnysende Harm kunde gerne dit Kød
jeg i Stykker Hugge og æde det raat for al den Harm,
du har voldt mig.
Iliaden, XXII 345.
G. Brandes: Samlede Skrifter. VIII.
15
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
