Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Anden Del - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Shakespeare
331
Indtil Grusomhed misbruger hun sin Tryllemagt over
ham. Hun er saa tyrannisk, hedder det i Sonet 131,
som de, hvem Stolthed af deres Skønhed gør grusomme,
thi hun véd vel, at for hans elskovssyge Hjerte er
hun den skønneste og mest kostbare Juvel. Men en sand
Trolddom er den Magt, hun øver over ham. Han begriber
den ikke selv, hedder det i Sonet 150:
Hvor faar din Slethed denne Godheds Glans, saa selv
din Gernings værste Bundfald naaer saa højt i Kraft
og Kløgt, at for min Sans dit Daarligste det Bedste
overgaar.
Hvem lærte dig, udraaber han her, at faa mig til at
elske dig stedse højere, jo mere jeg hører og ser
god Grund til Had!
Ingen Digter fra vort Aarhundredes tredje Aarti i
Frankrig, ikke Musset, har i lidenskabeligere Ord talt
om Elskovens Feber og Kval og Vildelse end Shakespeare
her. Se Sonet 147:
Min Kærlighed en Feber er, som higer mod hvad der
Febrens Hede kun forøger; den sluger det, hvorved
dens Flamme stiger, mens Lindring for sin syge Lyst
den søger.
Fornuften, som min Elskovs Læge var, har mig forladt,
da ej dens Bud jeg lød; den visse Død min Attraa
voldt mig har, fordi den ej om Lægedom sig brød.
Jeg er fortabt, min Dom kan ej forhales, Vanviddets
Ufred i sit Tag mig bandt; min Tanke og mit Ord er
som de Gales og lige stik imod hvad der er sandt.
Thi jeg har svoret, du var skær og klar;
men sort som Helved, mørk som Nat du var.*)
Han giver et Billede af sig selv som en af Lidenskab
oprevet Elsker. Hans Øjne er svækkede af Taarer og
Nattevaagen. Han forstaar ikke længer hende, Verden
eller sig selv. Hvis det
*) Past cure I am, now reason ist past care, And
frantic-mad with everniore unrest; My thoughts and my
discourse as madman’s åre, At random from the truth,
vainly express’d.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
