Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Anden Del - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
338 William
Shakespeare
Franskmændene Ronsard og Desportes, efter dem engelske
Sonetdigtere som Spenser, Drayton og Daniel havde
varieret. End ikke naar han siger, at hans Dame er
skøn, skønt mørk og altsaa efter Reglerne uskøn,
er han original; thi Sidney har allerede en lignende
Vending. Og naar han slaar om og i sin Dames mørke
Øjne og mørke Hudfarve ser et Tegn paa hendes Sjæls
Sorthed, er han endnu længere fra Originalitet;
thi den heftigt bebrejdende Sonet var i Datiden en
staaende Afart af den erotiske. Intet er hyppigere end
Sonetdigternes Udskældning af en Elskerinde; Ronsard
kaldte sin en Tigerinde, en Morderske, en Medusa,
Barnabe Barnes sin en Tyran, en Medusa, en Klippe, og
Omskiftningen af kærlige med dadlende Talemaader var
saa hyppig, at den endog blev parodieret af Gabriel
Harvey; Efter mange Andre gør endelig Sidney Lee
opmærksom paa, at der heller ingen Vægt kan lægges paa
den Omstændighed, at Shakespeare i Sonetterne 22, 62,
73, 138 betegner sig som gammel; thi ogsaa dette var
en staaende Vedtægt hos Datidens Sonetdigtere; Daniel
taler i Delia (23), kun 29 Aar gammel, som var hans
Liv nu levet til Ende, Richard Barnfield opfordrer,
kun 20 Aar gammel, Drengen Ganymedes til at beskue
hans sølvgraa Haar, hans rynkede Hud, hans Ansigts
dybe Furer, alt dette efter Pe-trarchas Eksempel.
Lee indrømmer imidlertid, at den Gruppe af
Sonetterne, der interesserer Læseren stærkest, de i
Sprogbehandling og Tankegang modneste, ikke kan tænkes
at skrive sig fra Shakespeares Trediveaarsalder;
han mener endog, at Shakespeare er vedblevet med
Sonetdigtning indtil 1603 og fastslaar - hvad der dog
staar i afgjort Strid med Digtets Ordlyd - at Sonet
107 er skrevet i dette Aar i Anledning af Elisabeths
Død. At Ordet Maanen her gaar paa Elisabeth, er
utvivlsomt. Men hvorledes Udtrykket
The mortal moon hath her eclipse endured
kan betyde Maanens endelige Formørkelse, er
ubegribeligt. At Maanen har overstaaet sin
Formørkelse, vil dog sige, at den nu skinner
klart paany, og saaledes passer den ovenfor givne
Fortolkning, der heri ser en Hentydning til Essex’es
mislykkede Sammensværgelse, langt bedre. Men herved
faar vi jo for denne Sonet som for de med den i Aand
og Tone beslægtede ikke Aaret 1603, men 1601.
Hvad det her kommer an paa, er dog ikke
Enkeltheder.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
