Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Anden Del - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
348 William
Shakespeare
Mands Følelser for en anden Mand i vore Dage aldrig
har. Man agte paa en Vending som denne i Sonet 110:
Byd mig Velkommen da, min bedste Lyst
næst Himlens Fryd - Velkommen til dit Bryst.*)
Den svarer nøje til Michelangelos nys anførte
Udtryk, Ønsket om «at kunne trykke sin savnede og
søde Herre i Favn». Eller man agte paa en. Ven ding
som denne i Sonet 75:
Du er for mig hvad Føden er for Livet.
Den svarer nøje til disse Udtryk af Michelangelo
i et Brev til Cavalieri fra Juli 1533: «Jeg kunde
langt før undvære Føden, der kun nærer Legemet paa
usalig Maade, end Eders Navn, der opholder Legeme
og Sjæl og fylder begge med saa meget Velbehag,
at jeg hverken kan føle Bekymring eller Dødsfrygt,
saa længe jeg har det i min Erindring. »**)
Til denne erotiske Farve, som efter platonisk
Forbillede Venskabsfølelsen antager, svarer hos
Shakespeare som hos Michelangelo den ældre Vens
Underdanighed overfor den yngre, en Underdanighed,
som hos disse to Alt overragende Genier paavirker den
moderne Læser pinligt. Overfor den unge, beundrede
Ven har de begge lagt al Stolthed til Side. Hvor
forunderligt virker det ikke at høre Shakespeare kalde
sig den unge Beskytters Slave og forsikre, at hans
Tid, den kostbareste Tid i Samtiden, intet er værd,
saa Vennen kan lade ham vente og lade ham kalde efter
Lyst og Lune. Sonet 58 begynder: «Den Gud som til
din Slave gjorde mig.> I Sonet 57 hedder det:
Jeg kan kun trofast som din Slave lyde; til Stund
og Time jeg dig rede staar; og jeg har ingen kostbar
Tid at yde, ej Dont at øve, før dit Bud jeg faar.
*) Stærkere endnu paa Engelsk:
Then give me welcome, next my heaven the hest, Even
to thy pure and most, most loving breast,
**) Anzi posso prima dimenticare el cibo di ch’io
vivo, che nutrisce solo il corpo infelicemente,
che il norne vostro che nutrisce il corpo e l’anima,
riempiendo l’uno e l’altro di tanta dolcezza, che né
noia né timor di morte, mentre la memoria mi vi serba,
posso sentire.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
