Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Anden Del - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Shakespeare
413
Enhver husker fra Hamlet de uforglemmeligt formede
Steder, hvor den store Grubler over Liv og Død har
givet sine Indtryk af Tilintetgørelsens Hensynsløshed
eller hvad man kunde kalde Verdensordenes Cynisme
en paa en Gang barsk og gribende Vending. Saaledes
Hamlets Ord (Vi), at naar Indbildningskraften gaar
paa Spor efter den ædle Alexanders Støv, finder den
det brugt til at stoppe et Spundshul med: Alexander
blev til. Støv; Støvet er Jord; af Jord gør man Ler
osv.; muligt har man stoppet en Øltønde med Alexander
og tættet en Væg mod Slud og Træk med Cæsar. Samme
Æmne er varieret i Hamlets blodige Skemt om Ormene,
der holder Maaltid paa Polonius: Det kan hænde, at
en Mand fisker med en Orm, der har ædt af en Konge,
og spiser af den Fisk, der har fortæret den Orm;
saaledes kan en Konge komme til at gøre en Rejse
gennem en Stodders Tarme.
Man har paa disse Steder villet finde Paavirkning af
Giordano Bruno; man har, som det slaaende er udviklet
i et lille Skrift af Robert Beyersdorff, kun kunnet
gøre det, fordi man forudsatte, at Brunos Lære var
en atomistisk Materialisme.*) Den er imidlertid
Panteisme, der stadigt hævder Al-Enheden af Gud og
Natur. Selv Atomerne har hos Bruno Del i Aand og Liv;
ikke deres mekaniske Sammensætning frembringer Livet;
nej, de er Monader. Som Cynisme er Grundstemningen
i hine Udtalelser af Hamlet, saaledes er Begejstring
Grundstemningen i Brunos. Man har anført tre Steder
af Brunoske Skrifter (De la Causa og La Cena de le
Ceneri) for at paavise Overensstemmelser med Hamlets
Ord om Stofskiftet. Men paa det første taler Bruno
om Naturformernes Forvandling og om at alle Former
stammer fra Verdenssjælen; paa det andet hævder han,
at der i alle sammensatte Legemer lever talrige
Individer, som efter disse Legemers Opløsning
forbliver udødelige; paa det tredje behandler han
Jordkloden som en stor Organisme, der ganske som
Dyr og Mennesker fornyes ved Stofskiftet. Den hele
Lighed mellem disse Steder og Hamlets bitre Udbrud
er den, at ogsaa disse drejer sig om Formforvandling
og Stofskifte i Naturen. Men den Aand, i hvilken det
sker, er grundforskellig. Bruno vil godtgøre, at det
Sjælelige gennemtrænger ogsaa det, der tilsyne-
*) Giordano Bruno und Shakespeare. Oldenburg 1889.
Side 26.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
