Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Anden Del - XV - XVI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
442 William
Shakespeare
har forgiftet Laertes’s Klinge, fyldt Giftbægeret,
af Fejghed ladet Dronningen tømme det og været Aarsag
til Laertes’s som til Hamlets dødelige Saar. Hamlet
opnaar da virkelig sin udtalte Hensigt ved at lade
Kongen leve.
XVI
Shakespeare har ikke her frembragt noget Dybsindigere
end Prinsens Forhold til Ofelia. Hamlet, det er
Geniet som elskende og med Geniets store Krav og
lidet regelrette Færd. Han elsker ikke som Romeo,
ikke med en Kærlighed, der helt betager og fylder
den unge Mands Sind. Han har følt sig draget til
Ofelia allerede medens hans Fader var i Live, har
sendt hende Breve og Gaver, nærer uendelig Ømhed for
hende; til hans Fortrolige var hun ikke skabt. «Hele
hendes Væsen, > hedder det hos Goethe, «svæver
i moden, sød Sanselighed.* Det er for meget sagt;
kun de Viser, hun synger i sit Vanvid, «i Vanviddets
Uskyld», siger Goethe selv træffende, tyder paa en
Understrøm af sanselig Attraa eller sanselige Minder;
hendes Holdning overfor Prinsen er sømmelig indtil
Strenghed. De har staaet hinanden nær, Stykket siger
intet om, hvor nær.
Det betyder nemlig intet Afgørende, at Hamlets
Tone overfor Ofelia er yderst fri, ikke blot i den
gribende Scene, hvor han jager hende i Kloster,
men end mere under Samtalen i Skuespillet, hvor
han skemter upassende dristigt, før han beder om
at maatte lægge Hovedet i hendes Skød, og hvor en
af hans Repliker er obscøn. Vi har allerede set
(S. 58), at dette ikke afgiver noget Bevis mod
Ofelias Uerfarenhed. Helene i Naar Enden er god
er Kyskheden selv, og Parolles’s Underholdning med
hende er utrolig, for os umulig. Repliker som Hamlets
kunde ved Aar 1602 siges af en ung Prins til en ærbar
Hofdame uden at saare.
Medens engelske Shakespeare-Dyrkere er optraadte som
Ofelias Riddere, har adskillige tyske (som Tieck, von
Friesen, Flathe) ikke betvivlet, at Hamlets og hendes
Forhold har været et fuldstændig intimt. Shakespeare
har med Vilje ladet dette staa hen, og det er ikke let
at se, hvorfor hans Læsere ikke skulde gøre det Samme.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
