Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Anden Del - XVI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Shakespeare
443
Hamlet drages bort fra Ofelia fra det Øjeblik af,
da han føler sig «sendt med Svøben som en Hævnens
Engeh. Med dyb Smerte tager han Afsked fra hende uden
Ord, griber hendes Haand, holder den i Armlængdes
Afstand ud fra sig og betragter hendes Ansigt saa
prøvende som vilde han male det - ryster dernæst let
hendes Arni, ryster paa sit Hoved og sukker dybt
Naar han derefter viser sig haard, næsten grusom imod
hende, saa er det fordi han var svag og sveg. Hun er
en blid, følgagtig Skabning uden Modstandskraft, en
Sjæl, der elsker, dog uden den erotiske Lidenskab,
der gør selvstændig. Hun ligner Desdemona i sin
ukloge Adfærd overfor den Elskede, men staar langt
tilbage for denne i Kærlighedens Besluttethed og
Gløden. Hun har intet forstaaet af Hamlets Sorg over
Moderens Handlemaade. Hun er Vidne til hans nedslaaede
Stemning uden at ane dens Grund. Da han efter at have
set Aandesynet nærmer sig hende, oprevet og stum,
aner hun ikke, at noget Forfærdeligt er hændt ham,
og trods sin Medlidenhed med hans sygelige Tilstand
lader hun sig straks bruge til at udforske ham,
medens hendes Fader og Kongen lurer. Da er det at han
udbryder i alle hine berømte Repliker: Er I dydig? Er
I smuk? osv., hvis hemmelige Mening er: Du er som
min Moder! Ogsaa du havde kunnet handle som hun!
Hamlet har ikke en Tanke for hende under Ophidselsen
efter Polonius’s Drab; dog middelbart lader
Shakespeare os forstaa, at Sorgen for hende har
overrumplet ham bagefter. Han græder over det, som
han har gjort. Siden synes han at glemme hende, og
derfor virker hans Harme over Broderens Klage, da hun
bæres til Graven, og han egen overophidsede Overby den
af denne Klage saa fremmed. Men man forstaar igennem
hans Ord, at hun har været hans Livs Vederkvægelse,
om hun end ikke kunde blive dets Trøst. Hun paa sin
Side har været ham saare god, har elsket ham med den
stilfærdigste Ømhed. Saa har hun med Smerte set ham
behandle sin Kærlighed som noget Forbigangent (Ueg
elskede Jer engang*), med dyb Sorg været Vidne til
hvad hun opfatter som hans lyse Aands Formørkelse i
Vanvid («0 hvilken ædel Aand er her ej nedbrudt b);
endelig berøver Faderens Død for Hamlets Haand hende
selv Forstandens Lys. Hun mistede med ét Slag dem
begge, Faderen og den Elskte. Hamlets Navn nævner
hun ikke i sit Vanvid, antyder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
