Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Anden Del - XIX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
462 William
Shakespeare
Sammenligner man med Stilen her visse rimede Repliker
af Helene, hvori der euphuistisk leges med Ord og
Antiteser, er Forskellen slaaende, og man føler
Afstanden, som Shakespeare har tilbagelagt, siden
han skrev sin første Ungdoms Stil. Her glimrer intet
Vid, men her taler et Hjerte, der elsker enfoldigt
og dybt.
Medens Skuespillet som Helhed øjensynligt ikke
hører til dem, der har ligget Shakespeare mest paa
Hjerte og medens han nu og da har ladet Træk blive
staaende deri, som umuliggør en tilfredsstillende
Slutningsharmoni, har han øjensynligt samlet sin hele
digteriske Kraft paa Udførelsen og Gennemførelsen af
Helenes hjertevindende Væsen. I disse Udtryk til-staar
hun (Is) sin Kærlighed for Bertrams Moder:
Vær ikke vred! Det kan ej skade ham, at han er
elsket af mig; aldrig har jeg paatrængende forfulgt
ham med min Bejlen. Jeg vil ej heller eje ham,
forinden jeg har fortjent ham; og jeg véd dog ej
hvordan jeg kan fortjene ham. Jeg elsker forgæves,
strider uden Haab, det véd jeg, og gyder stadig dog
min Elskovs Vande i dette store Sold, der aldrig
fyldes, og bliver ved at spilde dem. Saaledes lig
Inderen, from i Forblindelsen, tilbeder jeg den Sol,
der skuer ned paa sin Tilbeder, som den ikke kender.
Der er i hendes Væsen noget, dér foregriber den Ynde,
Alvor og grænseløse Hengivenhed, hvormed Shakespeare
senere udruster Imogen. Da Bertram gaar i Krig,
blot for at slippe fra at anerkende hende og leve
med hende som sin Hustru, udbryder hun (III2}
Min stakkels Husbond! Er det da mig, der bort dig
jager fra dit Land og giver dine fine Lemmer til Pris
for denne skaanselløse Krig? I Sendebud af Bly, der
farer hen i Ridt paa Ildens Hast, flyv ham forbi! Træf
Luften, der bestandig atter heles, der synger, naar
den saares, rør ej ham! Hvert Skud, der truer ham,
har jeg jo sendt...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
