Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Anden Del - XIX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Shakespeare
463
Der er en Inderlighed og en Glød heri, som vi ikke
møder i de tidligere Lystspil. Naar man læser disse
Vers, forstaar man Goleridge’s Ord, at Helene er «den
elskværdigste af Shakespeares Karakterer.*
Skade at denne dybe Lidenskab er falden paa en saa
lidet værdig Genstand. Det svækker unegtelig Stykkets
Interesse, at Shakespeare ikke har givet Bertram ogsaa
værdiftildere Egenskaber til de altfor ungdommelige
og altfor uridderlige, som han har. Digteren har her
gjort sig skyldig i en vis Forsømmelighed, som røber,
at kun visse Partier af Skuespillet har taget ham
helt i Beslag. Bertram er jo i sin Ret, naar han ikke
vil lade sig paadutte en Hustru mod sit Ønske, blot
fordi Kongen skal betale en Taknemmelighedsgæld. Men
dette Motiv trænges tilbage af det allerede mindre
vindende, Standshovmodet, som gør at han ser ned paa
den ikke saa fornemt fødte Helene, hvem dog baade
Kongen, Hofmændene og Bertrains egen Moder tager
ganske for fulde. Endnu dette behøvede dog ikke at
nedsætte Bertram stærkt i Tilskuernes Øjne; men hertil
kommer Træk af Umandighed, ja Lavhed. Han paalægger
f. Eks. gennem Parolles Helene at hitte paa en
Forklaring, der for Kongen kan synes at nødvendiggøre
hans pludselige Afrejse, og han forlader hende tilmed
for bestandig og ikke, som han løgnagtigt erklærer,
for to Dage. Hans Redebonhed til paa Stedet at ægte en
Datter af Lafeu, da Rygtet har sagt Helene død, er en
højst besynderlig Indledning til Parrets Genforening
i Stykkets Slutning og genkalder paa uheldig Maade
den ganske tilsvarende Forekomst i Megen Larm for
Ingenting (se ovenfor S. 247). Aller-værst og en
afgjort dramatisk Fejl er det dog, at han umiddelbart
før den sluttelige Forsoning indvikler sig i et Væv
af lave Løgne overfor den italienske Pige, han i
Toskana har efterstræbt.
Som Shakespeare for at gøre Helenes Stilling
mere betrygget og berøve hende ethvert Skær af
Æventyrerske, har tildigtet Grevindens Skikkelse og
ved denne moderlige Venindes Kærlighed har givet
Helene Brev og Segl paa alle Fortrin, saaledes er
Parolles bleven tildigtet med det Sigte at gøre
Bertram mindre skyldig. Bertram skal tænkes besnæret
af denne gamle Nar, Ærkeløgner og Kryster (som Helene
straks titulerer ham), der i Skuespillet gør Tjeneste
som hans onde Aand.
Sikkert har Parolles i Love’s labour’s won været
en lystig, rent farceagtig Figur, det første, lette
Udkast til Falstaff. Efter
G. Brandes: Samlede Skrifter. VIII.
30
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
