Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Tredje Del - I. Indledning. Forstemthed og Menneskeforagt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
6 William
Shakespeare
og Pralhanse og des fejgere, jo mere berømte de er,
for Kunstnerne, der kun er Smigrere, Snyltegæster
og Øjentjenere hos Enhver, i hvem de ser en Kunde
og en Beskytter, for Oldingene, hvis Ærværdighed
kun er det gamle Vrøvls Salvelse eller den gamle
Slyngels Hykleri, for Ungdommen, der er løs og
blød og lader sig narre, for Entusiaster, der er
Tossefaar, og Idealister, der er Fæ, for Mændene i
Almindelighed, der enten er raa og ondskabsfulde eller
dumt sentimentale nok til at give sig i Kvinders Vold,
og for Kvinderne, hvis Kønsegenskaber er holdningsløs
Svaghed, løsagtig Sanselighed, Ustadighed, Falskhed
og Løgn, En Daare den, der stoler paa dem eller lader
sine Handlinger afhænge af dem!
Det er kommet langsomt hos Shakespeare. Vi har følt
det komme. Det begynder i Hamlet, men endnu saa
uskyldigt i Sammenligning med den stigende Bitterhed
sidenhen. Det er som et Pust, som en Hvisken, dette:
«Svaghed, dit Navn er Kvinde* - om Moderen. Ofelia er
mere sart end egenlig svagr og hun er aldrig falsk,
end mindre troløs; selv den svage Dronning Gertrud
kan neppe kaldes falsk.
Der var Uvilje og Harme i det Fejdebrev til
Sædeligheds-Hykleriet, som fik Navn af Lige for Lige;
der var Alvor nok deri til at Komiken glipper, men
ikke Bitterhed nok til at umuliggøre den forsonlige
Slutning. Sørgespillet i Macbeth fik en trøstefuld
Udgang; de gode Magter sejrede tilsidst. I Othello var
der kun en eneste skadelig Karakter; farlig i stor
Stil, men kun én; Othello, Desdemona, Emilie osv.,
de er alle grundgode. I Lear er det ikke Bitterhed,
ikke Menneskeforagt, men den store Medfølelse, den
uhyre Medlidenhed, som behersker og gennemtrænger
Alt. Shakespeare har her udstykket sit eget Jeg for
ligesom i mange Skikkelser at gennemlide Jordelivets
Rædsel; han har ikke samlet sig i Haan for at spotte
eller dømme.
Først nu begynder hos ham denne Haanens Grundtone
at anslaas. Her følger et Tidsrum af nogle Aar,
hvor hans Væsen indsnevres og trækker sig sammen i
Afsky for Menneskene og, saavidt det kan skønnes,
i en dertil svarende umaadelig Selvfølelse. Det er,
som havde der været Øjeblikke, hvor han har følt en
Foragt for sine Omgivelser af Hoffet som af Folket,
for sine Medbejlere, sine Fjender, sine Venner og
Veninder, men først og sidst for Hoben - der har
gjort ham næsten vild.
Vi ser det spire i Antonius og Kleopatra.
Hvilken Daare
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
