Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Tredje Del - XI. Shakespeare mister sin Moder. Coriolanus. Afsky for Hoben
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
80 William
Shakespeare
det altid af lav Beregning. Da Richard II i Stykket
af samme Navn har landsforvist Bolingbroke, skildrer
han dennes Afsked fra Folket i disse Ord (IIi):
Vi selv og Bushy, Bagot her og Green
saa, hvor han bejlede til Mængdens Gunst,
hvor han sig listed ind i deres Hjerter
ved ydmyg og fortrolig Venlighed,
hvordan han ødsl ed Artighed paa Trælle,
mod Haandværksfolk udøved Smigrens Haandværk . . .
Han letted Huen for en Østerskælling
og, bød to Karrekuske ham «Guds Fred>,
betalte han dem straks med ydmyg Bøjning,
dertil: «Tak Landsmænd! Tak I kære Venner!>
Paa Flertallet af disse Steder er det tydeligt,
at det ligefrem er den ilde Lugt, der har skræmmet
Shakespeare tilbage. Han har ogsaa i den Henseende
været en ægte Kunstner, at han har været modtageligere
end nogen Kvinde for det Ubehag, som avles af styg
Dunst.
Paa det Tidspunkt af Shakespeares Liv, hvortil
vi nu er naaede, er dette Ubehag som al anden
Misstemning hos ham vokset til en rent lidenskabelig
Uvilje. Almuens Dyder og Fortrin eksisterer ikke for
ham, dens Lidelser er indbildte eller selvforskyldte,
dens Bestræbelser taabelige, dens Rettigheder Opspind,
dens virkelige Ejendommeligheder Følgagtighed mod den,
der smigrer den, Utaknemmelighed mod den, der frelser
den, og dens virkelige Lidenskab et medfødt, dybt og
indædt Had til den, der er stor. Men alle Egenskaber
hos den sluges af den ene, at den stinker: *
Coriolanus (Uh)
Men den stinkende omskiftelige Mængde, lad kun den
betragte mig, som ikke smigrer den, og se sig selv
i Spejl.
Bnitus (Ih)
Jeg hørte
ham sværge, naar han skulde stille sig til Valget,
vilde han ej træde frem paa Torvet eller bære
Ydmyghedens luvslidte Klædning eller vise Folket, som
Skik og Brug er, sine Saar og tigge om deres Stemmer,
som saa ilde stinker.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
