Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Tredje Del - XI. Shakespeare mister sin Moder. Coriolanus. Afsky for Hoben
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Shakespeare
91
v ’.,».’
lanus Ret i hans lige store Foragt for Folkets
Velvilje og Uvilje, Masserne véd jo dog hverken ud
eller ind:
Naar de altsaa elsker uden at vide hvorfor, saa hader
de jo uden at have bedre Grund; naar derfor Coriolanus
hverken bryder sig om deres Kærlighed eller deres Had,
saa viser han, hvor godt han kender deres Sindelag,
og med sin ædle Ligegyldighed lader han dem se det
ligefrem.
Det er næsten altfor udsøgt et Sprog for en Tjener
at føre. Man mærker, at Digteren ikke har gjort sig
synderlig Ulejlighed med at forstille sin Røst. Og
han lader videre den samme Tjener udvikle, at Coriolan
har gjort sig højligt fortjent af sit Land, idet han
ikke er steget i Vejret som Andre, der kun har udført
den Bedrift at staa med Huen i Haanden og bukke for
at indynde sig hos Folket:
Men han har saaledes plantet sin Hæder for deres Øjne
og sine Bedrifter i deres Hjerter, at det vilde være
en Slags utaknemmelig Uret, hvis deres Tunger tav
og ikke tilstod det. Vilde Nogen sige det Modsatte,
saa var det en Lumpenhed, som vilde gøre sig selv
til Løgner . . .
Saaledes vidner de Umyndige i Aanden lige saa fuldt
som de fineste og klogeste Patriciere for Heltens
Storhed.
Det forekommer mig ikke vanskeligt at følge,
hvad der er gaaet forud for Udformningen af denne
Digtning i Shakespeares Sjæl. Naar han overvejede,
hvad der i dette triste Jordeliv havde været hans
Glæde, hvad der havde gjort det udholdeligt for ham,
saa fandt han som eneste, stadigt om end ikke yppigt
rindende Glædeskilde: enkelte Stores Venskab. Hans
Livs Hæder var et Par fornemme og fornemt tænkende
Herrers Velvilje.
For Masserne havde han kun Foragt; han formaaede ikke,
og nu mindre end nogensinde, at opløse dem i Enkelte;
han saa kun den Bestialitet, der udviklede sig hos
disse Enkelte, idet de blev Masse. Saaledes kom det
til at tage sig ud for hans Blik, som om Menneskeheden
overhovedet ikke bestod af Millioner Enere, men
af nogle yderst faa store Enere og Millioner af
Nuller. Mere og mere saa han det saadan, at store
Menneskers Tilværelse var Betingelsen for Alt,
hvad der overhovedet giver Livet Værdi. Og saaledes
udvikledes yderligere den Heltedyrkelse han fra sin
tidlige Ungdom havde næret. Men dengang han var ung,
havde denne Dyrkelse ikke været stridbar. Nu var den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
