Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Tredje Del - XI. Shakespeare mister sin Moder. Coriolanus. Afsky for Hoben
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
92 William
Shakespeare
det. Han tog den Omstændighed med, fordi han maatte
det, at Coriolanus er Krigshelt; det er tilfældigt og
det imponerede ham ikke; det var ikke Slagsbroderen
i ham, han vilde forherlige, men Halvguden. Thi nu
saa han Livets Forhold og Vilkaar saadan: Mod de
faa, de enkelte Store fandt med Naturnødvendighed
en Hadets og Misundelsens Sammensværgelse Sted fra
de Smaas og Usles Side. Som Coriolanus siger: «Den,
som fortjener Højhed, fortjener Eders Had.»
I Kraft af denne Tankebevægelse fik Shakespeares
Heltedyrkelse færre Halvguder at dyrke, men blev
samtidigt mere gennemgribende. Den fremtræder her i
Udtryk af hidtil hos ham ukendt Styrke. De Patriciere,
der ret forstaar Coriolanus’s Værd, nærer en Art
erotisk Sværmeri, en Art Tilbedelse for ham. Da hans
gamle Moder siger til Senatoren Menenius, at der
er kommet Breve fra Sønnen, og tilføjer: «Jeg tror,
at der ligger et hjemme til Jer>, udbryder (IIi):
Menenius Jeg vil lade mit Hus danse rundt iaften.
Et Brev til mig?
Virgilia Ja, der er ganske vist et Brev til Jer;
jeg saa det,
Menenins
Et Brev til mig! Det gør mig frisk for hele
syv Aar; saalænge yil jeg blæse ad Doktoren; den
allerypperligste Opskrift i Galenus er kun Kvaksalveri
i Sammenligning med dette Betryggelsesmiddel, ja ikke
mere værd end en Hestemedicin,
Saaledes taler en Ven. Hør nu hans bitreste Fjende,
Vol-scernes Anfører Aufidius, hvem han har ydmyget
som ingen Anden, slaaet i Slag efter Slag. Aufidius
hader ham, og vi har i Dramet hørt ham sværge at
intet Tempel, ingen Bøn af Præster, kort intet,
der ellers lægger Baand paa et rasende Had, skal
formaa at lamme hans Hævnlyst. Han har svoret, at
hvor han end traf denne sin Fjende, var det end ved
hans egen Arne, vilde han vaske sine Hænder i hans
Hjerteblod. Da saa Mar-cius virkelig forlader Rom,
søger til Volscernes Land og opsøger Aufidius i hans
Hus, ved hans Arne - hør da med hvilken Beundring, ja
Begejstring det blotte Syn af hans Person, den blotte
Klang af hans Tale, det blotte Indtryk af Storheden l
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
