Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Tredje Del - XI. Shakespeare mister sin Moder. Coriolanus. Afsky for Hoben - XII. Coriolanus som Drama
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Shakespeare
97
Liflige Stemmer!
Saa var det bedre død af Sult at ligge end om sin
velfortjente Løn at tigge.
Og da saa Tribunerne smedder Rænker imod ham, ophidser
Folket til ikke at udnævne ham, og han overfor denne
For-haanelse forglemmer sig i den Grad, at de kan
udtale Lands-forvisningsdommen over ham, eksploderer
han med et Udbrud af forbitrede Haansord og Trusler:
«I Køterpak! Nej, jeg forviser Jer/», omtrent som et
Par Aartusinder senere en anden, først folkekaaren,
saa pludselig af den demokratiske Misundelse angreben
Mand, Gambetta, ved et navnkundigt Møde udtordnede
sin harmfulde Vrede over en larmende Folkeforsamling
i Belle-ville: «Fejge Yngel! jeg skal forfølge Jer
ind i Jere Huler!»
Stoffets Natur og Tragediens hele Anlæg gjorde det
nødvendigt at tilsætte Selvfølelsen hos Coriolan med
et nu og da i sit Udtryk frastødende Hovmod. Men man
føler gennem den bevidste kunstneriske Overdrivelse
i Fremstillingen af Heltens Stolthed, hvorledes der
fra Dybet af en Menneskeforagt, saa bevæget som et
Hav i Storm, i Shakespeares eget Sind i hine Dage har
hævet sig en umaadelig Stolthed, ren og klippefast.
XII
Coriolanus er en strengt regelret bygget Tragedie
med enkelt og kraftig Handling, med stadigt stigende
Spænding gennem Akterne og med logisk Udgang. Naar
Othello undtages, har Shakespeare ingensinde
formet sit Stof paa mere anskuelig Maade Dette er
Sørgespillet om den ubrødeligt sandhedskærlige,
store Personligheds Lod i en Verden af Smaafolk med
Smaasind og om den Forbandelse, som den hensynsløse,
heroiske Egenkærlighed neddrager over sig, naar den
bevæger Helten til at sætte sin Stolthed højere end
nogen Pligt mod Stat og Fædreland.
Shakespeare har ingenlunde af sin Samfølelse med den
menneskeligt Store ladet sig forlede til Overseen af
Coriolans uforsvarlige Brøde og dennes nødvendige
Følger. I Raseri over sin Forvisning gaar den
store Feltherre over til Romerstatens Fjende, fører
Volscernes Hær mod sin Fødeby, hærjer, plyndrer og
forfærder, afviser sine Standsfæller, da de ydmygt
bedende kommer
7*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
