Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Tredje Del - XII. Coriolanus som Drama
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
98 William
Shakespeare
ham imøde, og giver først efter, da Kvinderne med
hans Moder og Hustru I Spidsen anraaber ham om Naade
og Fred.
At Shakespeare ikke vil have Landsforræderiet
betragtet som en tilgivelig Brøde, har han lagt for
Dagen gennem den Harme, som Coriolanus tidligere har
ytret, blot da Forrædernavnet slyngedes imod ham som
Skældsord (IIIs):
Saa gid al Helveds Ild omspænde Folket!
Forræder jeg! du skændige Tribun,
sad Døden i dit Blik titusindfold
og i din Haand titusindmillionvis
og i din Løgnertunge uden Tal -
jeg sagde dog, saa frejdigt som jeg beder
til Guderne: Du lyver!
Og kort derefter lader han sig saa af sin krænkede
Stolthed forlede til at begaa netop den Forbrydelse,
han saa harmfuld har tilbagevist. Han helmer ikke af
noget Hensyn til Fædreland eller Medborgere. Moderen,
hvem han hele sit Liv igennem har dyrket, og Hustruen,
som han altid har vurderet, det er de Magter, mod
hvilke hans Hævnsyge brydes. Men han véd ogsaa vel,
at han ofrer sig selv, idet han paa Familiens Alter
ofrer sit Had; thi Volscerne vil ikke tilgive ham, at
han efter at have udleveret Rom til dem nu udleverer
deres Triumf til Rom. Og han falder da ogsaa, ramt
af Aufidius’s længe stegne Skinsyge, der nu kan gøre
sig gældende i Kraft af de skuffede Volscers Vrede.
Alle disse Hovedskikkelser og hele denne velbyggede
Handling fandt Shakespeare næsten i færdig Tilstand
hos Plutarch. Han har af sit eget tilføjet Tribunernes
Personligheder, Menenius’s Karakter, blot med
Undtagelse af Lignelsen om Maven og Lemmerne, samt
Virgilia’s, der i Sagnhistorien ikke er stort mere
end et Navn, medens Shakespeare med ganske faa Streger
af det Givne har skabt en Kvinde, der har sin Ynde i
sit Væsens Stilfærdighed. «Hil dig, skønne Tavshed!»
hilser den hjemkomne Marcius hende (Hi), og hun er
udtømmende betegnet ved dette Udraab. Iøvrigt er
enkelte Hovedrepliker af hendes, ligesom alle de
vigtigste, der er lagte Volumnia i Munden, kun satte
paa Vers efter Plutarchs Prosa, og derved har disse
Kvinder naturligt faaet saa meget ægte romersk Blod
i deres Aarer.
Volumnia isser er den sande romerske Matrone fra
Republikens Dage. Hun er udarbejdet med særlig Omhu,
og hendes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
