Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Tredje Del - XII. Coriolanus som Drama
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Shakespeare
101
Usandsynlig er dernæst Senatets og særligt Coriolans
saa uforstandigt hovmodige og udæskende Holdning
overfor Plebejernes Parti. Hvad har de Fornemme bag
sig, der gør en saadan Opførsel mulig? De har jo
allerede én Gang maattet vige politisk, indrømme
Oprettelsen af Tribunmagten, og ingen af dem har
endog blot en Tanke om at turde trodse Tribunernes
Forvisningsdom. Hvorfor da ved alle Lejligheder haane
og saare? Og hvorledes forklares det, at den tapre
Adel, der bestandig har ytret sig saa heltemodigt,
viser sig saa ynkeligt selvopgivende, da Coriolan
fører Tropper mod Rom? Aristokraterne er Partimænd
nok til i Nederlaget kun at hovere over Plebejernes
Raadvildhed og selvforskyldte Ulykke; tilsidst kaster
de sig med Opgiven af al Værdighed for den harmfulde
Landsforræders Fødder.
Der fandtes paa dette Punkt i Shakespeares
Kilde en Forvirring, som har voldt ham adskilligt
Bryderi*). Hos Plutarch skaaner Coriolan i Spidsen
for sin Hær de romerske Patricieres Godser, men
plyndrer Plebejernes Ejendomme, idet han indtager
den ene latinske By efter den anden. Medens han saa
belejrer Lavinium, slaar Stemningen pludseligt om i
Rom. Plebejerne vil ophæve Coriolans Landsforvisning,
men Senatet forhindrer det uden at vi erfarer
Grunden. Først da Fjenden er Byen ganske nær,
beslutter Senatet sig til at underhandle. Coriolan
opstiller meget maadeholdne Fredsbetingelser,
kræver især Volscernes Optagelse i det latinske
Forbund. I Rom er man modløs, ikke desmindre
svarer Senatet saa hovmodigt som muligt: Romerne
vil aldrig give efter for Frygten; vil Volscerne
opnaa en «Be-gunstigelse*, maa de begynde med at
nedlægge deres Vaaben. Umiddelbart derefter opgiver
Senatet fuldstændigt sig selv og sender Kvinderne
som Bønfaldende.
Shakespeares Coriolan tager ikke Sagnheltens Hensyn
til sine tidligere Partifæller. Men Adelen optræder
overfor ham fuldt saa modløs og hovedløs som i
Sagnet. Cominius, Titus Lartius og de andre, der
først var tegnede som saare tapre Mænd, viser sig
bagefter som ydmyge Stakler. Kort sagt, adskillige af
de Modsigelser, hvorpaa Plutarchs Fortælling er rig,
er gaaede over i Shakespeares Drama.
Der er heri et Vidnesbyrd om en vis Flygtighed i
Arbejdet,
*) Dette er særdeles godt udviklet i Kreyssigs i mange
Maader lærerige og tiltalende Værk Vorlesungen uber
Shakespeare 1859, II, S. 110 ff.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
