Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Tredje Del - XIII. Timon fra Athen. Menneskehadet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Shakespeare
111
ligt forstandstør Nøjagtighed angivet i den
allerførste Scene i Digterens Skildring af sit Værk:
Jeg har i dette flygtige Forsøg
fremstilt en Mand, hvem denne Støvets Verden
med ivrig Hyldest kæler for og favner
......thi hans Rigdom,
med Gavmildhed og Højsind i Forening, betvinger alle
Hjerter og erobrer ham deres Venskab ...
Han udvikler en Allegori. Han forestiller sig Lykken
tronende paa en høj og yndigt beliggende Bakke, ved
hvis Fod alle Slags Folk med de forskelligste Naturer
stræber at stige i Vejret for at forbedre deres Kaar:
Blandt alle dem,
hvis Blik sig fæster paa den høje Dronning,
fremstiller jeg Lord Timons Skikkelse, hvem Lykken
vinker med sin hvide Haand, og denne bratte Gunst
forvandler brat Medbejlerne til Tjenere og Trælle.
Maleren gør den rigtige Bemærkning, at denne Allegori
med Højen og den tronende Fortuna egenlig nok saa
godt lod sig male som fremstille i Digt, men Poeten
fortsætter:
Naar Lykken
l vægelsindet Lune styrter ned sin fordums Yndling,
lader hele Følget, der klavrer efter ham paa Haand
og Knæ til Højens Top, ham glide ned igen, -og ikke
En vil følge ham i Faldet.
Der er en Tydelighed i dette Program omtrent som
Aarhundreder senere i det første Kapitel af Alphonse
Daudets Sappho, hvor hele Fortællingens Gang forud
er antydet i det stigende Besvær, med hvilket den
unge mandlige Hovedperson bærer den unge Kvinde op
til den øverste Etage i Huset, han bebor.
Bitterheden i Shakespeares Sind røber sig her
blandt Andet ved at denne Digter og denne Maler,
der i Stykket aabenbarer sig som Snyltegæster, ja
Skurke, udtrykkeligt (i femte Akt) fremstilles som
de første i deres Fag; de har altsaa Ikke Stympernes
Undskyldning. Højst betegnende er det ogsaa, at
Shakespeare
G. Brandes: Samlede Skrifter. IX,
8
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
