Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Tredje Del - XV. Perikles. Samarbejden med Wilkins og Rowley. Shakespeare og Corneille
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
138 William
Shakespeare
Sømændene kommer og efter nogle rent ud mesterlige
Repliker, der giver det fulde Indtryk af Uvejrets
Rasen og Matrosernes Kamp for at frelse Skibet,
kræver de med deres Overtro af Perikles, at den
stakkels Dronning, der neppe har udaandet, skal
kastes overbord. Kongen nødes til at give efter,
og henvendt til den Døde siger han i klangfulde Vers:
En frygtelig Barselseng har da havt, du kære. Intet
Lys, ingen Ild. De vilde Elementer forglemte dig
helt. End ikke jeg har Tid til at lægge dig indviet og
signet i din Grav, men jeg maa nu straks, da du neppe
er skrinlagt, kaste dig i Havet, hvor, istedenfor
et Mindesmærke og evigt brændende Lamper over dine
Ben, Hvalen, der sender sin Vaudstraale i Vejret,
og brummende Vande skal vælte sig over dit Lig,
der ligger udstrakt paa simple Muslingeskaller.
Og han befaler, at Skibet med det spæde Barn, der ikke
kan taale Søen, skal skifte Kurs og gaa til Tharsus.
Der er i disse Optrin et saadant Magtpust af Storm
og fraadende Vande, en saadan Rullen af Torden og
Glimten af Lyn, at Intet i engelsk Poesi, end ikke
hos Shakespeare selv i Stormen, end ikke i Byrons
og Shelleys Naturbeskrivelser, staar derover. Det
blæser og tuder, hvæser og larmer under denne Søstorm,
saa Baadsmandens Pibe hvislende taber sig i Uvejrets
Rasen. Derfor er ogsaa disse Optrin blevne berømte
og kære for det søfarende Folk, for hvilke de
skreves. Paa dette Omraade er der i England Kendere
nok.
Virkningen er des større, fordi med Elementernes
rent udvortes Lidenskab blander sig den menneskelige
Lidenskab, lige øm og stor, der kommer til Udbrud i
Perikles’s dæmpede Klage over Thaisa. Den overdøves
ikke af Uvejret; den lyder som Modsætning til
Vindens og Havets Rasen med en Klang af aandig og fin
Natur. Henrivende er ogsaa Perikles’s Hilsen til det
nyfødte Barn:
Nu, gid dit Liv maa blive fredeligt; en stormfuldere
Fødsel har vel aldrig noget Barn faaet. Gid dit Sind
maa blive roligt og mildt. Thi du fik den barskeste
Velkomst til denne Verden, som nogen Tid faldt i et
Fyrstebarns Lod. Lykke for din Fremtid! Du har havt
saa skældende en Fødselstime, som Ild, Luft, Vand,
Jord og Himmel kan skabe, til at fejre din Indtræden
.
Skønt Wilkins’ Novelle meget nøje følger
Stykkets Gang, findes dog kun paa to Steder en
Overensstemmelse, der strækker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
