Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Tredje Del - XV. Perikles. Samarbejden med Wilkins og Rowley. Shakespeare og Corneille
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
140 William
Shakespeare
Ordene er simple, i og for sig lidet mærkværdige. Men
for mig har de den største Betydning som Forbud. Disse
er de første milde Toner, som undslipper dette
Instrument, der saa længe kun havde givet skærende og
skurrende Klang. Man vil i alle Shakespeares Dramer
fra Forstemningstiden intet Tilsvarende finde.
Naar han i sin Træthed og Sørgmodighed har nedladt
sig til at omarbejde Partier af dette Perikles, saa
var det for i Hovedpersonen at nedlægge Stemninger,
som fyldte ham nu. Perikles er den romantiske
Odysseus, den vidtbefarne, der har lidt og døjet
Ondt, og som lidt efter lidt har mistet Alt,
hvad der var ham kært. Han ser sig straks, som
vi lærer ham at kende, truet med Døden, fordi han
har gættet et Livs afskyelige Gaade rigtigt - hvor
sindbilledligt! - og dette gør ham sky og indadvendt,
urolig og nedslaaet. Han har fra først af et Træk af
Tungsindighed, derfor af Ligegyldighed mod Farer;
senere, da hans Mistanke til Menneskene er vakt,
uddybes dette Træk og giver ham et Præg af Aandsdybde
og Følelsesdybde. Han er en helt ømfølsom Natur, modig
nok i Havsnød, men sænkende sig stedse dybere i et
Tungsind, der efterhaanden næsten antager Sindssygens
Præg. Helt ensom og forladt, som han føler sig, vil
han intet Menneske taale i sin Nærhed, ikke svare paa
Tiltale, men sidder stum og barsk, rugende over sin
Kval (Vi). Da er det, at Marina træder ind i hans Liv,
først søger at tiltrække sig hans Opmærksomhed paa
Skibet ved ydmygt Spil og stille Sang, saa henvender
Talen til ham, afvises, ja stødes tilbage med Vrede,
indtil hendes blide Redegørelse for hvem hun er og
hvilke Ulykker der tøar forfulgt hende, vækker Kongens
Opmærksomhed. Genkendelsen, Genfindeisen af Datteren
fremkalder den bratte Overgang fra tærende Kval til
en vemodig Lykkestemning.
Netop saadan havde Shakespeare som Digter afsluttet
sig fra Verden; netop saaledes havde han set paa
Menneskene og deres Deltagelse, da med Marinas
og hendes Søstres Indtræden i hans Digtning
Grundstemningen med Et slaar om.
Sandsynligvis har Shakespeare lagt denne Rolle til
Rette for Rurbage, der spillede den, men der stikker
meget af hans Eget deri. Der har været mere Fællesskab
mellem de to Mænd, end den altfor bekendte Anekdote
om deres Kappestrid ved et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
