Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Tredje Del - XV. Perikles. Samarbejden med Wilkins og Rowley. Shakespeare og Corneille
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Shakespeare
147
Kvaler. - Endelig erfares den fulde Sandhed. Didymus
fortæller selv, hvorledes han har frelst Theodora;
han har ikke rørt hende, han er Kristen og venter
Døden. Lev uden Skinsyge! siger han til Placidus,
og lad mig lide Dødsstraffen! Ak, svarer Placidus,
hvorledes ikke lide Skinsyge, naar denne henrivende
Skabning skylder dig mere end Livet. Du giver dit Blod
for at frelse hendes Ære, og jeg skulde ikke misunde
din Lykke! - Begge de kristne Martyrer bliver dræbte,
og den hedenske Elsker, der intet har gjort for at
udfri sin Elskede, staar beskæmmet.
Den hele Modsætning her er da den mellem de store
Egenskaber, som følger af den kristne Tro, og de
lavtliggende Egenskaber, som Hedenskabet har i Følge.
To Ting er ved denne Sammenstilling paafaldende: Det
engelske Teaters Overlegenhed, som hensynsløst fører
Alt frem for Øjet, selv det, som Sømmelighedsregler
forbyder at dvæle ved i det selskabelige Liv, og
dernæst Afstanden imellem Aaods-præget i Renæssancens
Gammel-England og i den begyndende Klassicismes
aandsdyrkende, alierkristeiigste Frankrig.
Den rolige Overlegenhed, som Marinas Uskyld meddeler
hende, har intet af den konfessionelle Bismag, som
hverken Middelalderens Skuespil før Shakespeare eller
Corneille og Calderon efter ham kan undvære, men som
tydeligt nok har været ham levende imod. Corneilles
Theodora er Helgeninde af Profession, Martyrinde af
Valg, og naar hun til Slutning efter Befrielsen
paany overgiver sig til sine Fjender, er det
fordi hun gennem en overnaturlig Aabenbaring har
modtaget Tilsagn om, at hun ikke anden Gang vil
blive indespærret i det Hus, hvoraf hun er bleven
udfriet. Shakespeares Marina, dette kærligt og nænsomt
udførte Omrids til den første unge Jomfru af den
nye Kvindetype, der snart vil fylde hans Digtning,
er rent menneskelig i sin Naturs medfødte Adel.
Højst interessant er det nu at iagttage, hvorledes
i dette paa en Gang mørke og æventyrlige Skuespil
om Perikles Alt spirer, hvad Shakespeare endnu har
tilbage at udføre.
Marina og Moderen Thaisa, der begge mistes og
sent genfindes af den sørgende Konge, er jo
som det første Udkast til Perdita og Hermione i
Vinteræventyret. Perdita er, som allerede Navnet
siger, gaaet tabt, og hun lever som Marina i
et vildfremmed Land uden at kende nogen af sine
Forældre. Vi har
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
