Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Tredje Del - XVIII. Cymbeline. Stoffet; Udgangspunktet; Moralen; Idyllen; Imogen. Shakespeare og Goethe. Shakespeare og Calderon
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
184 William
Shakespeare
Hovedet af ham. Han forhindrer derved uden at
vide det den brutale Idiot fra Voldtægtsforsøget paa
Imogen.
Alle de værdifulde Personer begaar saaledes
Bedragerier, Voldsomheder, Løgne, ja lever et helt
Liv i gennemført Usandhed uden at blive ringere
derved. Lasterne bestænker dem uden at plette dem,
selv om de lider under det skæve Forhold, hvori de
kommer til at staa til Sandhed og Ret, og nu og da
føler sig usikre.
Rent personlige Indtryk er det uden Tviv3, som fra
først af har omstemt Shakespeare og atter aabnet
hans Øjne for Livets Lyssider. Men det er den
Idé, som her indirekte er udtalt, der væsenligt og
afgørende har løftet hans Aand op over Menneskehadet
og Menneskeforagten: det Samme er ikke det Samme,
naar det gøres af forskellige Personligheder. Selv
oni Blikket f. Eks. møder Usandhed og Forstillelse,
hvorhen det rettes, saa betyder dette ikke uden
videre, at den hele Menneskehed er fordærvet. Hverken
Forstillelsen eller nogen anden Fremgangsmaade,
Moralloven forbyder, er ubetinget forbudt. Vistnok
er Flertallet af dem, der taler usandt og handler
lovstridigt, et stygt Krapyl; men selv det bedste,
det ædle Menneske kan stadigt overtræde Moralloven og
være god og ædel endda. Den moralske Selvraadighed,
det vil sige: egen Moral, egne Formaal, eget Ansvar
er den eneste virkelige Sædelighed. De eneste sande
og bindende Love udstedes under Selvlovgivning,
og kun Bruddet paa dem fornedrer.
Dette Synspunkt gør Blikket mindre mørkt. Dette
Synspunkt gør Verden mere lys. Det bliver ikke
længere en sjælelig Trang for Digteren at afslutte
alle Konflikter med Dommedagstoner, at lade alle
Livets Farter ende i almindeligt Skibbrud, dets
Dramer udmunde i almindelig Tilintetgørelse,
i Verdensundergang, eller endog at gennemsyre
Livstragedien med gennemført Haan og almen Forbandelse
af Menneskeheden.
Der er noget i ham nu af Træthedens Mildhed. Han har
ikke længer Lyst til at se Livets barske Virkelighed
under Øjne; det adspreder ham at drømme. Og han
drømmer om en Gengældelse, om en Udryddelse af de
Værste (Dronningen dør, Cloten fældes), om at lade
Naade gaa for Ret i Spørgsmaalet om Afstraffelse
eller Tilgivelse af visse menneskelige Skadedyr
(Ja-chimo), og om Muligheden af da at beholde en
lille Gruppe af værdifulde Væsener tilbage, hvem
hverken de Vildfarelser, de i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
