Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Tredje Del - XVIII. Cymbeline. Stoffet; Udgangspunktet; Moralen; Idyllen; Imogen. Shakespeare og Goethe. Shakespeare og Calderon
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
188 William
Shakespeare
Han levede ved Hove som sjældent sker, af Alle rost
og elsket, et Mønster for de Yngste, for de Ældre
et Spejl for Anstand, for de Alderstegne et Barn,
der leded Gubber.
Siden siger Jachimo om ham til Imogen (I?):
Blandt Mænd han sidder retsom en Gud fra Himlen stegen
ned; der er en Glans af Herlighed omkring ham som
synes mer end jordisk,
og endelig i Stykkets Slutning (Vs): «Han var den
bedste af Alle iblandt de Sjældneste af gode Mænd* -
noget Jachimo hellere skulde have betænkt lidt før,
da det saa maaske havde hindret ham i at begaa sine
Skurkestreger. Shakespeare fremhæver Posthumus’
Højhed og Ro, hans Fattethed, da Kongen forbander
og forviser ham. Man forstaar, at han lyder, fordi
han anser det for nødvendigt, skønt han har sat sig
ud over Kongens Vilje i Forholdet til Imogen. Under
den nødtvungent hurtige Afsked fra hende viser han
sig gennemtrængt af den Følelse, at hans Værd ikke
kommer op imod hendes, og tiltaler ved sin Blanding af
Selvfølelse overfor Andre med forstandig Beskedenhed
overfor sin Hustru. Det undrer noget, at han intet
Øjeblik tænker paa at føre Imogen bort med sig i
Landflygtigheden. Denne hans Passivitet synes at bero
paa hendes Uvilje til at foretage noget ikke ubetinget
nødvendigt Skridt, der * vilde vanskeliggøre endelig
Forsoning; han venter kun paa bedre Tider, ønsker,
haaber.
Da han forlader England, vælter Cloten sig ind paa
ham, overskælder og udfordrer ham. Han lader sig
ikke opirre, afslaar Udfordringen, gaar Tølperen
med Ringeagt forbi og overlader ham med Sindsro at
underholde Hofmændene med Pralerier om sin Tapperhed
og Posthumus’ Fejghed, vel vidende at Ingen vil tro
derpaa.
Saaledes er Karakteren godt anlagt. Men den
middelalderlige Fabel fik Shakespeare til at indføre
Træk, vi finder utilbørlige, og som for vor Tidsalders
Kultur staar i et andet Lys end for hans. Ingen
Mand med Hjertet paa rette Sted indgaar i vore
Dage et Væddemaål som Posthumus’s; ingen giver en
Fremmed, tilmed en, saavidt det kan skønnes, ganske
samvittighedsløs og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
