Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Tredje Del - XXII. Stormen som Skuespil. Shakespeare og Prospero. Afsked med Kunsten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Shakespeare
der endda syndet mere end mod Menneskehaderen; han har
lidt mere, mistet mere ved Utaknemmelighed. Han har jo
ikke som Timon i Ødselhed sat sin Kapital over Styr;
han har over Sysselsættelser af højere Natur forsømt
sine verdslige Interesser og er falden som Offer for
sin Sorgløshed og Tillid.
Den Uret, Imogen og Hermione led, havde ikke en saa
af skyelig Oprindelse, som den, der har styrtet ham;
hin Uret udsprang af vildledt Kærlighed, kunde derfor
bedre finde Tilgivelse tilsidst; den, hvorfor han
har været Genstand, har havt Misundelse, Havesyge,
lutter lave Lidenskaber til Ophav. Han er da prøvet i
Lidelser, men han er tillige hærdet ved dem, saa han,
langtfra at synke magtesløs sammen, da Slaget har ramt
ham, nu først udfolder Magt, og det en omfattende,
frygtelig Magt. Han bliver den store, uimodstaaelige
Troldmand - som Shakespeare selv saa længe havde
været. Datteren, som er et Barn, kender og forstaar
ikke hvad han mægter; men hans Fjender faar det at
føle; han leger med dem, tvinger dem til at fortryde
deres Handlemaade imod ham og tilgiver dem saa med den
høje Overlegenhed, som Timon aldrig formaaede at hæve
sig til; dog ogsaa uden den alt udslettende Ømhed,
hvormed Imogen og Hermione benaadede den angrende
Misdæder.
I hans Tilgivelse er der mindre af Menneskekærlighed
til Synderen end af det Element, der saa længe og
saa udelukkende havde fyldt Shakespeares Sjæl i
de foregaaende Aar: Foragten. Hans Tilgiven er en
foragtende Ligegyldighed, ikke saa meget Magthaverens,
der véd sig i Stand til paany, hvis nødigt gøres,
at overvælde sine Fjender, som den Vises, hvem
Omskiftninger i hans ydre Skæbne ikke længer rører
synderligt.
I de kritiske Bemærkninger, som Richard Garnett har
tilføjet til dette Skuespil i Irving-Udgaven, har
han meget træffende udviklet, at naar Prospero uden
Selvovervindelse kan tilgive, saa beror det paa,
at han i sit stille Sind ikke bryder sig altfor
meget om det Hertugdømme, han har mistet, eller
synderlig dybt føler Harmen over den Nedrighed, der
har berøvet ham det Hans Datters Lykke er det Eneste,
der nu interesserer ham stærkt. Ja saa vidt gaar
hans Sigen sig løs fra denne Verdens Anliggender,
at han uden ydre Tvang bryder sin Tryllestav,
drukner sin Tryllebog og indtager en Plads i de
almindelige Menneskers Rækker, uden at bevare Andet
end sin umistelige Skat af Livserfaring og Tanker. Jeg
anfører et lille Afsnit af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
