Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Tredje Del - XXII. Stormen som Skuespil. Shakespeare og Prospero. Afsked med Kunsten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Shakespeare
239
skulde ligge forud for den historiske Tid. Galiban
er bl. A. en Protest mod denne Sværmer-Forestilling,
og Shakespeare har ligefrem gjort Løjer med den
Art Fantasterier ved de Linjer af Montaigne, han
har afskrevet og lagt Gonzalo i Munden angaaende
Idealstatens Indretning uden Handel, Øvrighed og
Lærdom, uden Rigdom eller Fattigdom, uden Korn,
Vin eller Olie og uden noget Arbejd, med lykkelig
Lediggang for Alle. Galiban er da Urtids-Mennesket,
Fortidsmennesket, dog ikke anderledes, end at en
digterisk anlagt Filosof i vore Dage i ham har
fundet Pøbelens evige Træk. Det var lærerigt at se,
med hvor faa Til-lempelser Renan kunde gøre ham til
et moderne Sindbillede og vise, hvorledes Galiban
(opfattet som det bondesnu Demokrati), naar han er
bleven redt og vasket, ganske lige saa godt som det
gamle aristokratisk-kirkelige Tvangsherredømme kan
slaa ind i den konservative Tonart, beskytte Kunsten,
tage sig naadigt af Videnskaben osv. (Se ovenfor
7. B. S. 37-42).
Galiban er hos Shakespeare avlet af Djævelen selv
med Heksen Sycorax og kan med denne Oprindelse
selvfølgelig vanskeligt hæve sig til Englegodhed eller
Renhed. Da han imidlertid snarere er en Elementarmagt
end et Menneske, vækker han ingen Harme eller Foragt
i Tilskuerens Sind, men virker rent for-nøjende. Han
er opfundet og udført med overlegent Lune. Han
er et lystigt Sindbilled paa de vilde Indfødte,
som Englænderne traf i Amerika og hvem de skænkede
Civilisationens Velsignelser i Form af Alkohol. Ikke
blot vittig, men rent ud dybsindig er Scenen (Ils),
i hvilken Galiban, som først antager Trinculo og
Stefano for to af Prospero’s Aander, udsendte for
at pine ham, lader sig indbilde, at Trinculo har
været Manden i Maanen, som Miranda i gamle Dage i
skønne maanelyse Nætter har vist ham, og giver sig
til at tilbede ham som sin Gud, fordi han alene er
Ejer af Flasken med den himmelske Drik og har sat
den for hans Mund og skænket ham den underfulde Rus,
som Ildvandet fremkalder.
Midt imellem de to Sindbilleder paa den højeste
Kultur og den raaeste Natur stillede Shakespeare saa
den unge Jomfru, .der er ædel af Legeme og Sjæl som
sin Fader og dog saa helt og udelukkende Naturbarn,
at hun uden nogen Modstand følger sin Drift, derfor
ogsaa Elskovens Naturdrift. Hun er Modstykket til
det i Prospero fremstilte Mandsideal, det kvindeligt
Beundringsværdige (derfor Navnet Miranda). For at
holde hende helt ube-
G. Brandes: Samlede Skrifter. IX.
16
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
