Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Tredje Del - XXIII. Ridtet til Stratford - XXIV. Stratford-upon-Avon
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
248 William
Shakespeare
fra Hjemmet havde maattet forsømme de to Pigebørns
Opdragelse helt.
Nogen Udveksling af Ideer og Indtryk havde den store
Kunstner da ikke at glæde sig til, nu da han fra sit
Felands Kulisseverden paa Hesteryggen vendte tilbage
til et borgerligt Familieliv. Hvad der i Stratford
lokkede ham, det var alene Gentlemans-Stillingen,
Lykken ved ikke mere at trænge til at spille eller
skrive for at leve og tjene Penge, Tilfredsstillelsen
ved at kunne leve og vandre paa egen Grund. Men af det
Lidet, han havde at glæde sig til i Stratford, kan vi,
da han dog drog dertil, slutte, hvor Lidet der bandt
ham til London, med hvilken Ensomhedsfølelse og -
nu da de foregaaende Aars Bitterhed var overvunden og
afvæbnet - med hvilken Ligegyldighed han har forladt
Hovedstaden, dens Beboere, dens Adspredelser.
Roligheden i Stratford lokkede ham, Fritiden,
Mennesketom-heden i de smudsige Gader, den Flugt fra
Verden, som var deri, men hvad han virkelig længtes
efter, det var Naturen, som han havde levet saa
fortrolig med som Yngling, savnet saa bittert i de
Aar, da han skrev Som Jer behager og de beslægtede
Skuespil, og nu saa længe havde været udespærret
fra. Næsten niere end Menneskene i Stratford drog de
store Haver ham, som han der havde købt og hvori han
selv havde plantet Meget, Haverne med alle de smukke
Træer, han havde Udsigten til fra sine Yinduer i New
Place.
XXIV
Saa var han der da igen, var paany der, hvor han
kendte hver Vej og Sti, hvert Hus, hver Mark og hver
Busk. Den slog ham paany, Stilheden i de øde Gader,
der var saa stor, at han stadigt hørte Genlyden af
sine egne Skridt. Dér slyngede Floden Avon sig blank
og stille mellem Piletræer, som heldede sig ud over
Vandspejlet. Nær den havde han i sin Ungdom fældet
mangen Hjort; det var den, han i Som Jer behager
havde gjort til den Bæk, ved hvis Bred hans Jacques
iagttog den Saarede Hjort, der gispede som om dens
laadne Kjortel skulde sprænges, og over hvis stakkels
Snude store runde Taarer randt ned. Paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
