Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lord Beaconsfield - I. Slægten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lord Beaconsfield
281
lingsønske strandede paa hans eneste Søns udelukkende
Tilbøjelighed til boglig Syssel.
Isaac d’Israeli (som han skrev sig) voksede op,
uforstaaet af begge sine Forældre og uden nogensinde
at høre et godt Ord af sin Moder, der af hele sit
Hjerte foragtede hans Mangel paa Energi og forudså
a et Liv fuldt af Ydmygelser og Nedværdigelse
for sit Barn. Hans første Digt vakte en formelig
Forskrækkelse i Fædrenehjemmet. Han blev sendt til
Amsterdam for i en Skole der at glemme de poetiske
Griller, men fandt hos Skoleforstanderen, der levede
og aandede i det attende Aarhundredes Filosofi, en
rig Bogsamling af Tidsalderens Skribenter, som han
slugte. Før sit 15de Aar havde han læst Voltaire
og prøvet sine Kræfter paa Bayle; 18 Aar gammel
vendte han tilbage til England som en Lærling af
Rousseau. Hans Ophold her var kortvarigt. Moderen
fandt ham med hans underlige Væsen, lange Haar og
umoderne Dragt udæskende latterlig. Faderen meddelte
ham sin Beslutning anden Gang at ville sende ham
bort, denne Gang til et stort Handelshus i Bordeaux;
den uforbederligt literære Søn svarede, at han havde
skrevet et stort Digt mod Handelen som Menneskehedens
Fordærv. Istedenfor at rejse til Bordeaux, nøjedes
han med at tage til Paris, hvor han til 1788 levede
paa Bibliotekerne og med Lærde. I England begyndte han
snart derefter at udgive dels digteriske Forsøg, dels
de literærhistoriske eller snarere literær-anekdotiske
Værker, der grundlagde og befæstede hans Navn som
Forfatter.
Den stille Literaturforskers og Bogelskers Væsen
danner i mange Maader en udpræget Modsætning til
Sønnens. Ved første Blik er Afstanden imellem dem
den mellem en lærd Benedic-tinermunk i sin rolige
Celle og en rastløs Tribun, hvis Liv gaar hen paa
et larmende Forum. Isaac d’Israeli var en noget
sky Natur, i sin Ungdom tilbøjelig til Tungsind, i
sin Manddom en Samler, i sin Alderdom en Betragter,
for kritisk anlagt til nogensinde at blive tilfreds
med sig selv og sin Gerning, for tilbageholdende til
nogensinde at opnaa en kraftig Selvtillid. End ikke
hans stigende Anseelse bibragte ham en saadan; thi han
følte selv bedst en Mangel ved sine Evner og en indre
Spaltning i sit Forhold til Tidsaanden: Literært var
han i England stillet under en synkende Stjerne; han
var Elev af Pope og Boileau. Ikke destomindre indsaa
han, om saa blot paa Grund af sit tidlige Sværmeri
for Rousseau, Nødvendigheden af at give Natur og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
