Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lord Beaconsfield - VII. Udenlandsrejsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lord Beaconsfield
329
økonomisk. Men nu traadte Familien Austen hjælpende
til, og han fandt desuden en Rejsefælle i den begavede
og velhavende unge William Meredith, der havde
forelsket sig i Søsteren Sarah og nys var ble ven
forlovet med hende. Adskilligt i Disraelis Skrifter
tyder paa den stærke Forstemthed, der er gaaet
umiddelbart forud for hans store Udenlandsrejse. «Den
første Knibe (scrapé), hvori vi befinder os, leder
i Reglen til vor første Rejse», siger han etsteds,
og begge hans tidligste Romaners Helte rejser ogsaa
ud i Verden paa et Tidspunkt, da Opholdet hjemme er
blevet dem pinligt.
I den ældre Tid plejede unge Englændere at drage
ud i Europa for at se, hvad Lord Bacon kalder «det,
som især bør ses og iagttages*, Fyrsternes Hoffer;
paa hin Tid rejste man snarere, som en Person i
Vivian Grey bemærker, for at forkøle sig under lyrisk
Vrøvlen paa Søer i Maaneskin; Disraeli havde som
Politiker og Poet lige meget Hang til det attende
og nittende Aarhundredes Rejsemaade. Hofferne
havde deres Tiltrækning for ham, og visse Byers
og Egnes historiske Romantik tiltrak ham ikke
mindre. Det var dog ikke de Lande og Byer, som
de almindelige europæiske Rejsende hyppigst søger
til, der lokkede ham stærkest, hverken Paris eller
Wien eller overhovedet de store Midtpunkter for
Civilisationen. Nej, det var ganske andre Navne,
der fra hans Barndom af havde sunget for hans Øren:
Syrien, Jerusalem, Spanien, Venedig. Alle Aander
har foruden deres tilfældige Hjemsted paa Jorden
et beslægtet, hvorom de drømmer og hvorefter de
længes. Med sin tredobbelte Nationalitet, med sin
rugende Dvælen ved Minder om Slægt og Forfædre,
længtes Disraeli fra sine tidligste Aar af brændende
efter Syden og Østerland. Han vilde se de Steder,
paa hvilke hans Fædres Øjne havde hvilt, betræde
den Grund, som deres Fødder havde traadt; paa disse
Steder, det følte han, vilde hans tidligt hærdede
Hjerte blive blødt og vilde hans sluttede Sind
aabne sig og holde sin Andagt. Ja nøjagtigt dette,
en Valfart til hine Egne var tidligt blevet ham ikke
blot en Længsel, men en Religion. Han vilde især se
det glødende Land, som havde været hans Races skønne
Vugge, den hellige Stad, som hans Folk havde bygget,
mistet, genopbygget og atter mistet, det hellige
Bjerg, fra hvilket dets Religion, som havde erobret
Europa, var udgaaet. Men som Enhver kun gennem sin
Familie tilhører sit Folk, saaledes er ogsaa Slægtens
Mindesteder den Enkelte nærmere end Racens.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
