Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lord Beaconsfield - IX. Londonerliv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lord Beaconsfield
353
det London, Disraeli skildrer, er Balzacs Paris kun
et pyntet Fattighus. Det risler i hans Skildringer
som af Bølger i en Guldstrøm; det klinger og klirrer
som af Guldpenges Raslen, saasnart man lægger Øret
til hans Bøger, og selve hans Luksus-beskrivende
Stil har en Glans og en Knitren som af Guldbrokade,
der bøjes i Folder.
Heftigt maa han nu og da i sin tidlige Ungdom have
følt Savnet af hine Rigdomme, hvorefter han længtes,
og Attraaen efter det højt elskede Metal. Har han
spillet? Man kan ikke tvivle derpaa. Han havde baade
som Digter og som Verdensmand Trangen til at kende
Alt, alle Sindsbevægelser og i det mindste nogle Gange
at «gøre Alt med». Allerede i Vivian. Grey forekommer
en Spillescene, som røber tidlige Erfaringer; men
endnu langt betydningsfuldere er den store, mesterligt
udførte Spillescene i Den unge Hertug. Den er saa
følt, saa oplevet, saa gennemsand, at Disraeli aldrig
senere har skrevet noget af lignende Anskuelighed
og alle Sanser betagende Magt. Stadierne af den
Sindsbevægelse som Helten gennemløber i de to Dage
og Nætter, Spillet varer, er gengivne med en saadan
Finhed, at de fængsler lige saa meget som de vekslende
Stemninger i en Kærlighedshistorie eller under et
Slag. Man føler hvorledes Spillet i Begyndelsen er
en Morskab, vækker Livsaan-derne, skærper Madlysten,
og hvorledes det, alt som Tiden gaar, stiger til
en Lidenskab, der bedøver alle Sanser og Sansen for
Alt uden for de skæbnesvangre Kort, der hver halve
Time bringes friske ind, medens de brugte kastes paa
Gulvet, og som stadig forvolder den unge Hertug større
og større Tab. Jeg anfører nogle Linjer:
Den anden Dags Morgen kom, og de sad der endnu, med
Fødderne ankeldybt i Kort, Der tænktes den Dag ikke
paa Frokost. Ingen talte endog blot for et Syns Skyld,
som Dagen forud, om at ville gøre Toilette eller
lade Værelset udlufte Luften var ganske vist hed, men
den passede til saadant et Spillehelved. Der sad de
i fuldstændig Glemsel af Alt, undtagen Spillet. Der
var ikke en Mand i Værelset, der havde kunnet sige
Navnet paa den By, hvori de levede. Der sad de,
næsten aandeløse, iagttagende enhver Vending i
Spillet med et Blik i deres kannibalske Øjne,
der viste deres fuldstændige Mangel paa Evne til
nu at føle Deltagelse med Andre. Alle selskabelige
Former var længst glemte. Der blev ikke mere rakt
nogen Snustobaksdaase rundt, ikke niere begaaet den
Affektation lejlighedsvis at gøre en Bemærkning om et
eller andet Æmne, der ikke vedkom den altopslugende
Interesse. Lord Castlefort sad med sine Anne paa
Bordet; en falsk Tand i hans Mund var gaaet løs. Hans
23*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
