Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lord Beaconsfield - IX. Londonerliv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
354 Lord
Beaconsfield
.
Herlighed, der til enhver anden Tid vilde være bleven
i høj Grad ærgerlig derover, puttede den med største
Ligegyldighed i sin Lomme. Hans Kinder var indfaldne,
han saa tyve Aar ældre ud. Lord Dice havde taget sit
Halstørklæde af, og hans Haar hang glat som Silke ned
over hans stubbede, blodløse Kinder. Temple Grace
saa ud, som var han lammet af et Lyn, og hans dybe
blaa Øjne glimtede som en Hyænes.
Den unge Hertug taber i de 48 Timer, Spillet varer,
mere end 100,000 Pund. Han har Raad til at tabe dem,
og Tabet har kun den Virkning paa ham, for bestandig
at helbrede ham for hans Spillerlidenskab. Men selve
Spillerlidenskaben er her undersøgt og forklaret
med et overordenligt Kendskab. Det er en Lidenskab,
siger Disraeli, om hvilken Moralister daglig lærer
os, at det er umuligt at løsrive sig fra den, og
fra hvilken ikke desto mindre utallige Mennesker
frigør sig fuldstændigt. Ja han paastaar endog, at
Spil er den Vane, som oftest leder unge Mennesker
til Selverkendelse, da de netop paa Undergangens
Rand føler deres bedre Selv vaagne og hævder sig i
fuldest Kraft. Denne sidste Sætning er tydeligt nok
ikke udsprunget af Noget, Forfatteren kun har hørt
eller kun har anet.*)
Naar man læser de bevægelige Ord, hvormed han i
Begyndelsen af Henrietta Temple advarer Ungdommen
mod nogensinde at modtage en tilbudt Betalingsfrist
uden sikker Udsigt til at kunne betale det Laante
tilbage, føler man, at han nu og da har betragtet
det som en virkelig Ulykke at være i Gæld. «Hvis
unge Mennesker vidste,» siger han her, «hvorledes
de ved at modtage slige Laan, lægger Baand paa sig,
der skærer ind i Kødet, hvor vilde de da ikke stanse
paa Vejen, hvor blege vilde de da ikke blive! hvor
vilde de ikke skælve og slaa Hænderne sammen i Angst
over den Afgrund, de styrer henimod!» Dette Udraab
er ikke mindre følt, fordi det – mærkeligt nok -
skriver sig fra Aaret før den nysnævnte Hagl af Domme
for Gæld regnede ned over Disraeli. Men skønt følt
indeholder det efter min Forestilling langt snarere
et øjeblikkeligt Stemningsudbrud og en Advarsel for
andre mindre hærdede og lettere nedstemte Sjæle end en
Betragtningsmaade, der var Disraelis overfor Gæld. I
hans Bøger forekommer en hel Række af gældbundne
unge Mænd, af hvilke Ingen arbejder - dertil er de
for højtstillede i selskabelig Henseende - men som
trods de forskellige Vanskeligheder, deres
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
