Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lord Beaconsfield - X. Første politiske Felttog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lord Beaconsfield
361
voldsomme Spotterier - ikke fordi Reformloven var ham
for gavmild, tvertimod den var ham ikke vidtgaaende
nok; han optraadte som fuldblods Radikal.
I de Skrifter, han til da havde udgivet, fandtes ingen
bestemt politisk Trosbekendelse, kun rundtomkring Spor
af hvad man kunde kalde det gode Hoveds Frisind. I
Den unge Hertug havde han f. Eks. med hjertelig Varme
udtalt sig som Tilhænger af Tanken om Katolikernes
politiske Frigørelse, der netop samme Aar, Romanen
blev skrevet (1829), gennemførtes i England ved
Lov. Den Flække, hvor han stillede sig, havde hidtil
været repræsenteret af Liberale med et Anstrøg af
Radikalisme; da den.laa i Bradenhams Nærhed, var han
vel kendt i den; den var ved sin Lidenhed afhængig af
Landet, af Godsejerne rundtom, der alle var Toryer,
men de Konservative var i utvivlsomt Mindretal. Man
kunde gøre Regning paa at disse, som afskyede Reform
ministeriet, hellere vilde give deres Stemmer til en
afgjort regeringsfjendtlig Radikal end til en Liberal
af Ministeriets Farve; deres Blade støttede ogsaa
Disraelis Valg. Politisk ubekendt som han var, havde
han søgt at styrke sin Stilling ved gennem sin Ven
Bulwer Lytton at forskaffe sig Anbefalingsskrivelser
fra de radikale Partiførere i Parlamentet og havde
i Virkeligheden ogsaa opnaaet to artige Breve, det
ene fra den berømte irske Agitator Daniel O’Connell,
det andet fra Joseph Hume. Han lod dem trykke og
opslaa paa Gadehjørnerne i Wycombe. Han havde den
Ærgrelse, at Hume, som det synes af Mistillid til hans
politiske Principfasthed, i sidste Øjeblik kaldte sin
Skrivelse tilbage, men han beholdt dog O’Gonnells
mægtige Navn som Borgen for sig. I sin første
Valgtale optraadte han i Overensstemmelse hermed
som den demokratiske Plebejer. Han var Folkets Mand,
«.da han selv var udsprunget af Folket og ikke havde
noget af Plantagenet’ernes eller Tu-dor’ernes Blod i
sine Aarer*. Han var, sagde han, glad ved engang at
finde Toryerne paa Folkets Side, Toryerne maatte nu
støtte sig til Folket, Folket behøvede ikke at støtte
sig til dem. Han udtalte sig med Heftighed mod længe
siddende Parlamenter, hvad dengang var et staaende
Æmne for de Radikale, der ønskede treaarige Valg.
Det være sig nu, at man i Regeringskresene sporede
en farlig Fjende i ham, eller at en Tilfældighed var
med i Spillet, Førsteministeren sendte sin egen Søn,
Oberst Grey, ledsaget af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
