Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lord Beaconsfield - XII. Venetia, Henrietta Temple
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
382 Lord
Beaconsfield
løse Lærdomme, da han paa samme Tid er en Forræder mod
sin Konge og en Frafalden fra Gud - han istemmer det
almindelige engelske Krigsskrig mod Englands reneste
Aand. Da rejser Venetia sig i Harme: «Du hidsige og
uopdragne Dreng!» svarer hun, «0rd kan ikke udtrykke
den Væmmelse og den Foragt, som du indgyder mig.»
Aar gaar hen, den unge Lord kommer til London,
ser paa Livet med Geniets Blik, og alle hans gamle
Taabeligheder, alle haus Ungdoms Fordomme, alle
hans teologiske Dumheder falder som Skæl fra hans
Øjne. Han finder Marmion Herberts Digte, læser dem
med Forbavselse, Begejstring, Beundring, Tilbedelse
og bliver hans svorne Lærling, hans lidenskabelige
Tilhænger, der hellere overbyder ham end viger
tilbage fra en Følgeslutning, den store Forviste har
draget. Da han selv har maattet vende England Ryggen,
træffer han i Italien sammen med Herbert, vinder hans
og genvinder Venetias Hjerte; Herbert og hans Hustru
forsones. Saa tilintetgøres den paradisiske Lykke,
som syntes at oprinde for alle Parter, ved Bogens
tragiske Udgang: Sheileys Lod rammer begge de store
Digtere; de omkommer under en Sejlads i Nærheden af
den toskanské Kyst.
Hvor betegnende, at dette Æmne er det første, som
frister vor nys omvendte Tory! Han har tydeligt
nok følt en Trang til efter den hede politiske
Kamp at bade sig i Poesiens reneste Vande, og til
at fastslaa for sig selv og Verden, at han ved sin
Overtræden paa Torysiden ingenlunde havde givet
sig «det dumme Partis* Hykleri og Trangbrystighed i
Vold? Han forbeholdt sig sin Ret til at foragte Byrons
Toryer ligesaa energisk som de var blevne foragtede
af ham, sin Ret til at lovprise Panteisten Sheileys
uselviske Menneskekærlighed og verdensomfattende
Digter-aand, tiltrods for at Shelley, selv for «den
religiøse Friheds> Whig-Forfægtere, endnu stod som en
Mellemting mellem en Forrykt og en Forbryder. Var det
ham desuden en Tilfredsstillelse nu da han selv havde
foretaget en Overgang fra Radikalismen til Torylæren,
at skildre hvorledes en rigtudrustet Sjæl foretog den
modsatte Overgang fra en med Opdragelsen indsuget,
indskrænket og barnagtig Tory tro til den Meste,
videste, kækkeste Radikalisme? Jeg tænker mig, at han
har følt saadan Noget derved som en Genoprettelse af
den indre Ligevægt, der hos lidenskabelige Aander
vel altid er ustadig Ligevægt, men som Enhver dog
uvilkaarligt søger.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
