Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lord Beaconsfield - XII. Venetia, Henrietta Temple
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lord Beaconsfield
387
Hertugens Forhold til den italienske Sangerinde)
eller i Tragt-komik (som hans Forhold til den skønne
og i Grunden saa kvindelige Lady Afrodite Grafton);
men de erotiske Forvildelser har dog her fundet deres
Plads og er ikke som senere hos Disraeli systematisk
og fuldstændigt udelukkede af den unge Hovedpersons
Liv. Han har skadet sig selv som Digter ved den
senere altfor strenge Fremgangsmaade. Han havde
en Tone af fin og overbærende Ironi overfor slige
Foreteelser, som ikke siden vendte tilbage hos ham
og som stænkvis anvendt havde gjort godt i de senere
Kærlighedshistoriers altfor alvorsfulde Alvor. Jeg
anfører som Prøve nogle Linjer af de Scener, som
Lady Afrodite. Hertugens Elskede, bereder ham paa det
Tidspunkt, da hun aner begyndende Træthed ved deres
Forhold hos ham:
Hun fremkom med alle de Bevisgrunde, de Anraahelser,
de Forsikringer, som man siger (!) er sædvanlige
under Saadanne Omstændigheder: Hun var en Kvinde,
han var en Mand. Hun havde sat al sin Lykke paa dette
Kort, han havde tusinde Kort at spille. Kærlighed
og tilmed den første Kærlighed var for hende som for
enhver Kvinde Alt; han havde som alle Mænd selv i det
værste Tilfælde tusinde Udveje. Han kunde fordybe sig
i Politiken, han kunde spille, han kunde gaa i Krig,
han kunde ødelægge sig selv paa utallige Maader;
hun kunde kun ødelægge sig paa en eneste. Stakkels
Kvinde! Stakkels Kvindekøn! Hun havde givet ham
Alt. Hun vidste, det var Lidt. hun vilde ønske,
hun havde mere at give! Hun vidste, at hun var ham
uværdig: hun vilde ønske, at hun ikke var det! Hun
bad ham ikke om at ofre sig for hende: hun kunde ikke
vente det, hun ønskede det ikke engang. Kun tænkte
hun, at han nøjagtigt burde vide, hvorledes Sagerne
for hendes Vedkommende stod, og at - hvis de blev
adskilte, og det blev de sikkert - vilde hun uden
ringeste Tvivl synke sammen, svinde hen og dø.
Der er en hel Del Menneskekundskab under Skelmeriet
i dette Stykke. I Henrietta Temple er det Erotiske
behandlet i en ganske anden Stil. Kærlighedens
Pris bliver sunget, Kærlighedens Almagt besunget
for fuldeste Alvor, og denne Kærlighed er ung,
uskyldig og sikker paa sig selv; alle de Hindringer
og Sorger, den har at føre sin lange Kamp med, kommer
udenfra. Kaptajn Armine, en fattig Adelsfamilies
eneste Søn, der i Tillid til en stor, forventet
Arv fører en Modeherres livsglade Levned paa Malta,
opdager en skønne Dag, at han selv er forbigaaet af
Arveladeren og at hans unge smukke Kusine er bleven
Universalarving til alle de Rigdomme, han kavde gjort
Regning paa og med hvilke han som Mand af Ære havde
havt i Sinde allerførst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
