Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lord Beaconsfield - XII. Venetia, Henrietta Temple
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
386 Lord
Beaconsfield
Disraeli er ikke blot en ridderlig Beundrer af det
smukke Køn, men i den Opfattelse af Kærligheden,
som han stiller til Skue, en af de mest ubetingede
Aandsdyrkere, som nogen Roman-literatur har at
opvise. Der er heri øjensynligt baade noget Medfødt og
noget gennem Tilpasning efter Omgivelserne Erhvervet.
Han var ikke uden Sanselighed, han havde en levende
Farve-glæde, en Farvesans, der lægger sig ligeligt
for Dagen, hvad enten han fornøj er sig over Hummerens
røde Farve og Flynderens hvide Bug i en Fiskehandel,
eller over Diamanternes Spil om en Kvindehals paa
et Bal; men dog var han en forholdsvis usanselig
Aand, altfor optaget af Planer og Tanker, altfor
stræ-bende, uafbrudt stræbende, til at kunne give
Sanselivet synderlig Plads og Tid. Det er snarere
Araberens beaandede end Hafis’s vellystige Orient,
som er hans Sjæls egenlige Hjemstavn.
Ikke desmindre foreligger her et af de mange Eksempler
paa Disraelis Evne til, skønt i visse Maader uengelsk,
at lempe sig fuldstændigt efter engelsk Sæd og Skik,
ja efter engelsk Vedtægt. Han skildrer ikke engang
det sanselige Element i det Erotiske, som selv en
Aandsdyrker kunde gøre det, med Kulde, med Sandhed,
med Digterkærlighed til det Naturlige deri. Thi han
vil først og fremmest læses af det store Publikum, af
Dameverdenen, han vil anbefales af Moder til Datter,
han vil med ét Ord være Salonforfatter. Derfor
lader han den store naturalistiske Bevægelse i sit
Fødelands Literatur gaa bort over sit Hoved uden at
lære noget Væsenligt af den. Han tilegner sig Intet
af det Indvundne, Intet af Wordsworth’s Naturfølelse,
Intet af Keats’s sanselige Fylde, Intet af Byrons
oprindelige Naturkraft, der træder Anstanden i Stykker
under sin Hæl. Han kan skildre Byron, men han frabeder
sig højligt at træde i hans Spor. Derimod advarer
allerede den «Selvopholdelsesdrift*, hvorom han
talte.
De Udviklingstrin, der er antydede hos ham, røber
ikke blot en indre Bevægelse fremad, men Driften til
at bringe sig i Overensstemmelse med den herskende
Tidsaand. Under Georg den Fjerde var Moden endnu
letfærdig. Følgelig berører Disraeli i Den unge
Hertug med friere og dristigere Haand end nogensinde
siden de brogede Sjælstilstande og Kulturtilstande,
som den letfærdige og den frie Kærlighed fremkalder
eller har i sit Følge. Fremstillingen er overlegen og
yderst fornem, det Slibrige er snarere underforstaaet
end angivet, opløst i Spøg (som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
