Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lord Beaconsfield - XV. Det unge England og Coningsby
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lord Beaconsfield
409
trods sin udvortes Sammenføjning af
politisk-historiske Betragtninger og opdigtede
Begivenheder fængslede, og ved sine ypperligt tegnede
Hovedskikkelser ikke mindre end ved sine aandfulde
Paradokser fortjente den Lykke det gjorde: tre
store Oplag blev udsolgte i tre Maaneder, og 50,000
Eksemplarer i de Forenede Stater alene. Fem «Nøgler»,
en gennemført Parodi i tre Bind, en hel Række kritiske
og angribende Flyveskrifter var yderligere Vidnesbyrd
om den Opsigt, Bogen gjorde.
Romanen fængslede allerede ved sin Upartiskhed;
Toryer og Whigger var pidskede med samme hensynsløse
Satire. Punch bragte en Tegning af Forfatteren,
fremstillet i Skikkelse af Herkules som Barn, der
med sine Hænder kvæler to edderspyende Slanger,
af hvilke den ene bærer Ordet Tory, den anden Ordet
Whig paa sin Bug; den Dumdristighed, som Billedet
karikerer, vakte nødvendigvis Nysgerrighed. Den
Medfærd, Whiggerne i Romanen faar, trænger ikke til
vidtløftig Fremstilling. Allerede paa Coningsby’$
tredje Ark støder vi paa de os velbekendte
Udviklinger om det ^venezianske^ Parti, om en
havesyg Adels Kamp for at indskrænke Folkets
Suveræn til at være en af den behersket Doge, om
det Brud paa Englands gamle Forfatning, der skete
i 1832, da Underhuset officielt blev behandlet
som «Folkets» Hus istedenfor som en med bestemte
Forrettigheder udrustet Tredjestands Repræsentanter,
hvad i Principet var enstydigt med Indrømmelsen af
den almindelige Stemmeret o. s. v. Men Torypartiet
bliver ikke et Haar bedre behandlet. Forfatteren gaar
helt tilbage til det Liverpool’ske Ministerium og
beskylder allerede dette for at have regeret enten
principløst eller efter Grundsætninger, der var stik
modsatte dem, som de store Toryledere i Fortiden
havde fastslaaet. Han lærer, at dets Medlemmer
ikke havde en eneste af de «guddommelige» Gaver,
som en Statsmand maa besidde. De var ikke Talere,
ikke Tænkere, ikke Iagttagere; de vidste ikke mere
om deres eget Lands virkelige Tilstand end Vilde
om en tilstundende Solformørkelse. De var uvidende
«om ethvert Princip for enhversomhelst Gren af den
politiske Videnskab », og roste sig til Gengæld af
at være praktiske Mænd; men i deres Sprog var en
praktisk Mand en, «som praktiserer sine Forgængeres
Dumheder*. Lord Castlereagh, Lord Sidmouth, og
«Erkemiddelmaadigheden» Lord Liverpool i Ministeriets
Spidse, Byrons og Shelleys berygtede Toryer, faar
atter her en Behandling, der ikke er mindre haanlig
end den, som blev dem til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
